Danmarks forhistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Stendysse nær Vinstrup, Nørhald

Danmarks historie begyndte, da de første jægere og samlere kom hertil i ældre stenalder. Blandt historikere er det dog mest almindeligt først at lade historien begynde på det tidspunkt, hvor der findes skrevne kilder. Før den tid var der det lange tidsrum uden skrevne vidnesbyrd, som kaldes forhistorien.

[redigér] Stenalder

Uddybende artikel: Stenalder

Allerede for mere end 100.000 år siden levede der mennesker i det, der nu er Danmark, men de blev fortrængt under de følgende istider. Først da isen trak sig tilbage for ca. 12.800 år siden, blev der skabt en vedvarende befolkning i landet. Disse mennesker levede som jægere, fiskere og samlere, der kun påvirkede naturen i meget ringe grad. Tilsyneladende har fødemulighederne gjort det almindeligt, at man vekslede mellem sommerboliger inde i landet og vinterkolonier ved havet. Egentligt landbrug kendes først fra ca. 3.000 f.Kr., hvor man levede af svedjebrug ved små rydninger i skoven. Da befolkningen var lille, kunne man blot forlade et område og flytte til en ny rydning, mens jordens frugtbarhed blev genopbygget på det gamle sted. Det betød, at naturlig skov fik tid til at blive genetableret ved succession, og på den måde var belastningen af ressourcerne ganske ubetydelig.

Se også Jægerstenalder, Ertebølletiden, Yngre stenalder

[redigér] Bronzealder

Uddybende artikel: Bronzealder

I bronzealderen ses de første tegn på en lagdeling af samfundet med markant social ulighed. Det er tydeligt, at det var de rigeste, som blev begravet i de kunstige gravhøje på de mest synlige steder i landskabet. Bronzealderen blev kendetegnet ved en kultur, der er præget af rige gravgaver i de talrige høje. Den større befolkningstæthed og det, at man skrællede betydelige arealer for græstørv til gravhøjene, medførte et øget pres på naturressourcerne. Det milde klima og de store arealer med urørt skov betød dog, at man stadig kunne brødføde alle.

Blandt de mange bronzefund er der kunstfærdigt fremstillede, religiøse genstande (Solvognen f.eks.) og musikinstrumenter (Lurer). Tilsyneladende blev folk dræbt og nedsænket i småsøer og moser som afstraffelse eller ofring. De velbevarede lig kendes som mosefund, der er værdifulde kilder til vores viden om dagliglivet i bronzealderens Danmark.

[redigér] Keltisk jernalder

Uddybende artikel: Jernalder

I løbet af den såkaldte "keltiske" eller "førromerske" jernalder blev klimaet mere køligt og fugtigt, sådan at der kunne brødfødes færre mennesker med de daværende landbrugsmetoder. Udpining af de lette jorde i Vestdanmark forvandlede agerlandet til heder, og befolkningens reaktion fastholdt hederne som naturtype gennem mange hundrede år. Det gav anledning til folkevandringer, som medførte tydelige kulturudvekslinger. Samtidig tog man den tunge jord ind til dyrkning, og man lagde i vidt omfang om til mere husdyrbrug, som gav bedre udbytte under de ændrede klimaforhold. Det skabte grundlaget for overdrev (til græsning) og løvenge (til vinterfoder). Dermed genopstod de vedvarende, lysåbne naturtyper for første gang siden istiden.

Perioden kaldes "keltisk", fordi gravgaver og andre efterladenskaber er tydeligt påvirket af de store keltiske kulturer i Mellemeuropa (Hallstatt-kulturen) og La Tène-kulturen). Det ses blandt andet af de mange spiralornamenteringer og af de stiliserede, slyngede figurer på redskaber og våben.

[redigér] Romersk jernalder

Selv om de romerske provinser lå langt mod syd, fandtes der handelsruter, som tillod de rigeste i landet at bruge kostbare, romerske produkter (service, gryder, lamper og våben f.eks.). Fra nedgravede skatte ved man, at romerske mønter var højt værdsat som middel til at henlægge rigdom.

Der sker masiv forandring midt i perioden omkring 200 e.Kr., samtidigt med De ældste runeindskrifter, så sker der en tilbagegang i væve tekniken og lertøjet skifter fra at være udsmykkede ovn-brændte til at være grove hjemmelavede bål-brændte. Samtidigt så indføres der huskat, høns, drejekværn, og husbygningen ændres så at vægstolperne står i vægen og ikke unden for vægen.

Fortsat udpining af den dyrkbare jord skabte atter et befolkningsoverskud, som udløste nye folkevandringer, hvor germanske stammer søgte mod rigdommene i de romerske provinser i Gallien.

[redigér] Germansk jernalder og danerne

I tiden før år 400 opstod vore ældste landsbynavne (de, der ender på –ing(e), –um, –lev og –løse), og fra da af må jorden være blevet dyrket i tovangsbrug eller trevangsbrug, som udnytter en sæson med græsset brakmark til en genskabelse af jordens frugtbarhed. Det ændrede igen afgørende på landskabet, sådan at udnyttelsen af naturen skabte nye, lysåbne naturtyper: agerland og eng.

Et pres østfra (hunnerne) udløste nye flytninger af mennesker, hvor hele folk drog på vandring – ofte med romerriget som mål. Men også inden for de germanske kerneområder i Skandinavien og Nordtyskland skete der store forskydninger. Der er flere beviser på, at folk nord- og nordøstfra drog på erobringstogter mod de danske områder (se Illerupfundet). Fra sene, skriftlige kilder kan man forstå, at danerne (latin: dani; græsk: danoi) oprindeligt boede i et område af det sydlige Sverige (formentlig Skåne eller naboområderne), hvorfra de invaderede Sjælland og muligvis Sønderjylland. Danmark fik sit navn af tyske folkeslag, som kaldte landet Dane-mark (= "Danernes grænseland"). Landet har dog næppe været samlet i længere tid ad gangen, og man regner med, at der har været tale om i hvert fald to kongedømmer: danernes rige med kongesæde i Lejre, og jydernes med sæde i Jelling.

[redigér] Vikingetiden

Folk fra Danmark blev kendt som Vikinger i perioden mellem 793 og 1047. Det var dog langt fra alle danskere, der deltog i vikingetogterne. De fleste blev hjemme og passede deres arbejde som bønder, fiskere, håndværkere eller handelsfolk. Gevinsten ved de nye dyrkningsmåder, der var udviklet i keltisk jernalder, havde lagt grunden til et befolkningsoverskud. Samtidig havde nordboerne udviklet det kølbyggede skib til fuldkommenhed, og de to ting i forening gav teknologi og mandskab til en ekspansion over havet, de såkaldte vikingetogter.

Vikingerne betragtes i mange dele af verden som sørøvere, men i realiteten var de lige så meget handelsfolk og nybyggere, som udnyttede de muligheder, der opstod, da det blev muligt at rejse langt over havet. Danskerne holdt sig især til Nordengland, Irland og Normandiet i deres søgen mod nye muligheder, mens nordmændene søgte over Atlanten mod Irland, Skotland, Færøerne, Island, Grønland og – i sidste ende – også Newfoundland (se Vinland). Svenskerne søgte mod øst op ad de russiske floder, hvor de etablerede fyrstendømmer ved Novgorod og Kiev. Derfra drev de handel med det byzantinske rige og den muslimske verden.

Se også Sagnkonger

[redigér] Skabelsen af Danmark

I et af årerne 704-710 så grundlægges Ribe. Dette sker ved så stor et anlægsarbejde at det kun kan have været en konge som foretog dette. Selvom det godt kunne være en Jysk konge, så bliver Kannehave kanal på Samsø anlagt i 728, og da denne kanal ikke kan være anlagt af hensyn til beboerne på Samsø må der have været en konge af både Jylland, Sjælland og Fyn.

Da Danmark blev til; Olaf Olsen; ISBN 8755722490

[redigér] Kristendommen

Der fandtes som nævnt nogle småkongedømmer i det nuværende Danmark, og landet må formentlig også have været samlet i visse perioder, men omkring år 965 skabte Harald Blåtand den første vedvarende samling af kongeriget Danmark. Ved samme tid blev han opsøgt af den tyske missionær Poppo, der bar jernbyrd for at bevise styrken af den kristne tro. Ifølge legenden overbeviste dette Harald om, at han burde omvende sig til kristendommen. Mere sandsynligt er det, at kongen havde indset, hvordan hedenskaben kunne udløse korstog fra den tyske kejser, Otto 2., (se Jelling-stenene), og den smidige redning ville være at konvertere til den nye tro. Det havde i øvrigt flere fordele for Harald at blive kristen: Han kunne vise dem fra sig, som fastholdt den gamle asatro, og præsterne kunne bidrage til at få skabt grundlaget for en centraladministration, så det forenede kongerige også blev ved med at være ét rige.

Danskernes pres mod de angelsaksiske kongedømmer i England blev efterhånden så massivt, at englænderne ikke så anden udvej end at vælge en konge af den danske kongeslægt, Knud den Store. Hans søn, Hardeknud, opnåede også at blive konge af England, men efter Knuds død i 1035 gjorde England sig fri af danskervældet, og samtidig opstod der tronstridigheder i Danmark, som var offer for norske vikingers plyndringer. I nogle få år havde Danmark en norsk konge, Magnus den Gode (1042-1047). Det blev en hær under hans ledelse der i slaget på Lyrskov Hede standsede vendernes hærgen i Jylland. Ved hans død i 1047 blev Knuds nevø, Svend Estridsøn, konge af Danmark. Han satsede på at skabe ro i landet, og før han kunne genoptage vikingetogterne, havde Wilhelm Erobreren fra sin base i Normandiet sat sig i besiddelse af England. Bortset fra nogle fejlslagne tilløb var Danmarks tid som vikingenation dermed bragt til ende.

Til gengæld foregik der en betydningsfuld udvikling i hjemlandet. Indtil det 11. århundrede flyttede man rundt med landsbyerne og dermed dyrkningsjorden inden for byens totale område, men udgravninger viser over hele landet, inklusive Skåne, at bebyggelsen blev stedfast et par generationer før det store kirkebyggeri. Samtidig blev landsbyerne større, og der opstod vedvarende vejforbindelser mellem den enkelte landsby og dens marker og mellem de forskellige landsbyer. På den måde blev der fastlagt et mønster, som kom til at præge landskabet helt frem til udskiftningen omkring år 1800: Inderst lå landsbyens huse og gårde med indermarken, tunet, tæt ved bygningerne. Uden om byen lå vangene med de dyrkede og braklagte agre, og yderst havde man græsningsarealerne, overdrevene, på stenet og besværlig jord.