Danmarks middelalder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

[redigér] Historisk tid

[redigér] De tidligste skrevne kilder

Når man ser bort fra de meget kortfattede oplysninger på runestenene, er det hos Widsith og Beowulf og de betydeligt senere skandinaviske forfattere, først og fremmest Saxo, at man kan finde beskrivelser af kulturen i datidens Danmark. Meget af stoffet er sagn og legender, der er opsamlet fra mundtlige overleveringer og bearbejdet, så det stemte med samtidens politiske behov og opfattelser. Det kan ikke afvises, at der ligger en historisk kerne bag kildeteksterne, men det er yderst vanskeligt at filtrere senere omskrivninger, fejltagelser og omskrivninger fra de reelle sandheder (se kildekritik).

[redigér] Middelalderen

Skandinavien i 1219. Kongerigerne Danmark, Norge og Sverige og den Tyske Orden. Den estiske ø Saaremaa (Øsel) er mærket med gult. Øen blev dog erobret af den tyske orden i 1227. Dansk erobrede områder i Nordtyskland er ligeledes markeret med gult.

I 1103 oprettede romerkirken ærkebispesædet for hele Skandinavien i Lund. Kort efter løsrev kirkerne i Norge og Sverige sig fra den danske kirke og dannede deres egne ærkebispedømmer. Årene omkring midten af det 12. århundrede var hårde for Danmark. Landet var plaget af borgerkrige og uro. Til sidst lykkedes det Valdemar den Store at få magten over hele riget, og han bragte ro til landet og skabte en ny ordning for administrationen. Begge dele skete i samarbejde med biskop Absalon.

I den tidlige middelalder havde Danmarks hovedstad ikke noget fast sted. Den var simpelthen dér, hvor danehoffet blev afholdt, og i lang tid foregik det i Nyborg, men i løbet af Valdemars regeringstid medførte Skånes økonomiske betydning og behovet for kontrol med søvejen gennem Øresund, at Absalon lod opføre en borg ved Hafn i årene 1167-71. Det skulle vise sig at blive til grundlæggelsen af København, der i praksis blev til landets hovedstad.

Valdemar og Absalon opbyggede Danmark til en stormagt i Østersøområdet, men på den måde kom landet i konflikt med de tyske byer under ledelse af Lübeck. Greverne af Holsten og den tyske ordens riddere var også bekymrede over denne udvikling, hvor Danmark var ved at sætte sig på handel, indflydelse og landområder langs Østersøens kyster. Det var under et korstog mod Estland, at Dannebrog skal være dalet ned fra himlen under et slag ved ved Lyndanise den 15. juni 1219¹.

I begyndelsen af middelalderen var der et godt samarbejde mellem kongemagt og kirke. Der blev bygget i tusindvis af landsbykirker i løbet af den første halvdel af det 12. århundrede. Fremgangen i rigets økonomi skyldtes nye indtægter for kronen i form af bøder, øresundstold og afgifter fra sildemarkederne (Skanørmarkedet), men også den omlægning af landbruget, som fandt sted. Landsbyerne dannede dyrkningsfællesskaber, så man bedre kunne udnytte fordelene ved 2- og 3-vangsbruget, den nye hjulplov og de lange, højryggede agre. Det skabte et overskud, som kun delvist kom bønderne til gode, for en stor del af det måtte gives videre til herremænd, kirke og kongemagt.

¹Miraklet med Dannebrog fandt egentlig sted i 1208, og det skal være sket ved den estiske by Fellin, det nuværende Viljandi.

[redigér] Valgkongetiden

Konge. Kalkmaleri i Århus Domkirke.

Derimod gik det ikke landet så godt i det 13. århundrede, hvor kongemagten brød sammen. Kongerne fik efterhånden besvær med at hævde deres magt over for adel og biskopper. Det kom gennem en lang periode til et anspændt forhold mellem kongemagten og paverne i Rom (se investiturstriden). I takt med kongemagtens svækkelse blev blev sølvindholdet i de danske mønter – som for perioden 1241-1375 kaldes borgerkrigsmønter – også lavere og lavere. I slutningen af det 13. århundrede var kongemagten tydeligt svækket, og det lykkedes adelen at få Erik 5. Klipping til at underskrive en håndfæstning i 1282. Det svækkede Danmark var en fordel for Hanseforbundet og de holstenske grever. Kongerne måtte sætte skatteopkrævningen i store dele af landet i pant hos greverne, og i 1320'erne havde de magten over stort set hele landet.

Kongeriget var ved at gå i opløsning, og Skåne blev underlagt den svenske konge, men i 1340 arvede Valdemar 4. Atterdag den formelle ret til riget. Med Niels Ebbesens attentat mod grev Gerhard 3. af Holsten samme år blev der skabt nye muligheder. Valdemar var en dygtig politiker, og det lykkedes ham at befri landet ved giftermål, snedighed og krig. Den sorte død, som ramte landet i årene 1349-50, bragte store lidelser og en voldsom tilbagegang i befolkningstallet, men også den situation forstod Valdemar at udnytte.

Under forsøgene på at genskabe Østersøimperiet kom han i åben konflikt med Hanseforbundet. Hans hær erobrede Gotland, hvor hovedbyen, handelsbyen Visby, var medlem af forbundet. En alliance mellem på den ene side Sverige og Hanseaterne og på den anden side oprørske, jyske adelige tvang Valdemar i eksil fra 1370, og hansestæderne tog magten over borgene langs Øresunds kyster.

[redigér] Margrete og Kalmarunionen

Dronning. Kalkmaleri i Århus Domkirke.

Margrete 1. var datter af Valdemar Atterdag. Hun blev gift med Haakon 6. af Norge i et forsøg på at forene de to riger med Sverige. Håkon var nemlig arving til både den norske og den svenske trone. Først var det meningen, at hendes søn, Olaf 4. af Norge skulle regere alle tre riger, men han døde tidligt, og rigsrådet i Danmark valgte hende til "fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder" (dvs. for sønnen, Oluf 3., der er identisk med Olaf 4. af Norge). Tilsvarende titler opnåede hun kort efter også i Norge og Sverige. Dette blev indledningen til Kalmarunionen, opkaldt efter den østsvenske by, hvor unionsdokumentet blev underskrevet i 1397. Desuden hørte Shetlandsøerne, Færøerne, Island og Grønland med til unionen som norske kolonier og også Finland, som var svensk.

Hendes efterfølger, Erik af Pommern, havde ikke hendes format og må bære en del af ansvaret for, at unionen gik i opløsning. Sundtolden blev oprettet i 1429 af Erik af Pommern, og den tilførte gennem årene landet store indkomster. Tolden, der blev opkrævet af fremmede handelsskibe ved passage af Kronborg, blev samtidig en given anledning til internationale konflikter, og betingelser vedrørende sundtoldens reduktion eller midlertidige ophør indgik som element i flere fredsslutninger op igennem 1600-tallet. Rollen som portnernation til Østersøen gav sig også udtryk ved den strategiske placering af København som landets hovedstad og flådens base, liggende midt i det daværende Danmark.

Der fandtes dog stadig et ønske om at beholde unionen, og da Christoffer af Bayern kom på tronen i 1440, lykkedes det ham at blive valgt i alle tre riger. Den svenske adel blev mere og mere utilfreds med unionen, og den blev efterhånden mest af alt en formalitet uden større, praktisk betydning. Da Christian 2. fik magten i 1513 havde man valgt en hersker, som havde læst Il Principe af Niccolò Machiavelli. Efter et erobringstogt gennem Sverige i 1520 samlede han unionsmodstandernes ledere i Stockholm under løfte om frit lejde, men i stedet lod han dem myrde. Denne handling er gået over i historien som Det Stockholmske Blodbad, og den betød afslutningen på personalunionen.

Efter Sveriges udtræden af unionen i 1521 udbrød der borgerkrig i Danmark (Grevens fejde), og midt i den politiske uro tog reformationen fart. Da landet var faldet til ro, var det danske rigsråd blevet svækket, mens det norske var nedlagt. De to riger blev sammen i en personalunion, Danmark-Norge, hvor valgkongedømmet Norge beholdt egne love, egen kansler, egen mønfod og egen hær, men i øvrigt i vidt omfang blev regeret fra København.