Alexander 1. af Rusland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Alexander (Aleksandr) 1. af Rusland (23. december 1777 - 1. december 1825) var russisk zar 1801-1825, kendt fra Napoleonskrigene og som skaberen af den Hellige Alliance.

Han var søn af Paul 1., men voksede op i nær kontakt med bedstemoderen Katharina (Jekaterina) 2. den Store og modtog en vesteuropæisk opdragelse i oplysningstidens ånd. Meget tidligt blev forholdet til faderen anspændt, og Alexander tog i 1801 magten ved et statskup der førte til faderens død. Som zar arbejdede Alexander tidligt med tanken om reformer og en eventuel grundlov, men alt blev ved planerne.

Alexanders regering falder sammen med Napoleonskrigene, hvor han spillede en central rolle. Han indtog først en tøvende holdning over for Napoleon, sluttede sig derefter til hans fjender og deltog fra 1804 i den Tredje Koalition mod Frankrig. Her led han store nederlag, han blev bl.a. personligt besejret ved Austerlitz i 1805 og led nye nederlag under den fortsatte krig. 1807 sluttede han freden i Tilsit og han udtrådte af alliancen og accepterede Napoleons position mod ikke at afstå noget. I de følgende fredsår opbyggede han et vist venskab med Napoleon og accepterede Fastlandsspærringen men undgik at forpligte sig militært. Indadtil støttede han et omfattende liberalt reformarbejde under ledelse af statsmanden Speranski, men opgav over for modstand og protester i overklassen, og lod i 1812 Speranski falde.

En stigende rivalisering med Napoleon samt russiske økonomiske kvaler med Fastlandsspærringen førte til, at Alexander 1812 brød med Frankrig og provokerede det til krig. Under den følgende krig (Napoleons felttog til Rusland, tilbagetoget fra Moskva) viste zaren stor fasthed og kamplyst og bidrog muligvis derved til det franske nederlag. 1814 var han blandt sejrherrerne ved de allieredes indtog i Paris og optrådte som den første russiske zar også som en klar vesteuropæisk magtfaktor.

Under Wienerkongressen 1814-15 spillede Alexander en hovedrolle. Han forestod bl.a. genoprettelsen af en polsk lydstat ("Kongresplen") og støttede Preussens erobringskrav. Han havde flere sammenstød med Fyrst Metternich, men støttede ham dog i slutopgøret med Napoleon 1815. Under denne kongres lancerede han tanken om den Hellige Alliance, et fyrsteforbund baseret på kristendommens principper, som skulle danne grundlaget for fremtidens statsforhold. Den realiseredes men blev i praksis et redskab for Metternich.

Efter 1815 blev Alexanders styre stadig mere konservativt, mens han selv prægedes at stigende handlingslammelse og hang til mystik. Udenrigspolitisk påvirkedes han af Metternich; i selve Rusland gled meget af magten gled over til ministeren Araktjejev, som skærpede den reaktionære kurs. Ruslands forhold til vestmagterne forringedes, og revolutionære sammensværgelser i selve Rusland dannedes.

Både i samtiden og eftertiden har Alexander gjort et forvirrende indtryk. Han virkede snart som en overtroisk og uligevægtig enehersker, snart som en charmerende og oplyst verdensmand, og han kunne svinge mellem uselvstændighed og forbløffende konsekvens. Også hans død er omgivet af mystik. Han døde officielt i byen Taganrog ved Sortehavet, men vedholdende rygter ville vide, at han i virkeligheden hemmeligt havde abdiceret og under dække af at være død slået sig ned i Sibirien som religiøs eneboer under navnet Fjodor Kusmitj hvor han skulle være død 1864. Påstanden syntes faktisk støttet af visse indicier og vidneudsagn, men noget sikkert er aldrig bevist.