Henrik Bjelke (rigsadmiral)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikel omhandler personen Henrik Bjelke (rigsadmiral). Der er også andre personer med dette navn, se Henrik Bjelke.

Henrik Bjelke (13. januar 1615 - 16. marts 1683) var en dansk officer og var en periode øverstbefalende for den danske flåde. Han var søn af kansleren i Norge, Jens Bjelke, og dermed bror til den norske overgeneral Jørgen Bjelke og Ove Bjelke som efterfulgte sin far som kansler.

Som ung blev Henrik Bjelke indskrevet på universitetet i Padua men søgte over i en militær løbebane. Sin første tjeneste fik han hos prins Frederik Hendrik af Nederlandene og her blev han hofjunker i 1640. Den samme titel fik han af den danske Christian 6. som også udnævnte ham til major selvom han opholdt sig mest i Oranien.

I februar 1644 vendte han tilbage til Danmark og herfra blev han sendt til sit fødeland, Norge, for at stå under Hannibal Sehested som på det tidspunkt var statholder. Han kæmpede mod svenskerne i Torstenson-krigen. Efter fredsslutningen i 1645 søgte han igen udenlands; han kom bl.a. til Holland hvor han stod under den danske gesandt Corfits Ulfeldt. Tilbage i Danmark blev han lensmand på Island og blev desuden slået til ridder.

Hans militærkarierre tog en drejning i 1653 da han forlod landtropperne og i stedet blev søofficer. Han udførte forskellige overvågnings- og konvojeringsopgaver, men det blev snart til regulær krigstjeneste da Karl Gustav-krigen nærmere sig i 1657, og han blev da udnævnt til vice-rigsadmiral. Under den første del af krigen deltog han i forskellige slag og træfninger i Østersøen. Krigshandlingerne ophørte for en periode efter Roskilde-freden, men snart blussede krigen op igen og København blev belejret. Bjelke opererede i Øresund og søgte bl.a. at støtte hollænderne i slaget i Øresund.

I forlængelse af sin militærkarriere fik han også politisk magt og blev udnævnt til rigsråd i 1660 og støttede derefter Frederik 3.s indførelse af enevælden. I 1660 blev han præsident for admiralitetet og i 1662 blev han udnævnt til rigsadmiral, samt medlem af statskollegiet og højesteret. Hans blev en trofast ven af Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina og det har muligvis svækket hans stilling; i den skånske krig førte han ingen kommando, men havde en administrativ funktion i København.

I 1679 fratrådte han admiralitetet på grund af alder.