Harald Harefod
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Harald Harefod, (ca. 1016 - 17. marts 1040), konge af England 1037-1040. Han var søn af Knud den store af Danmark og England og dennes frille Ælfgifu. Han fik tilnavnet Harefod for sin hurtighed og sin dygtighed som jæger. Som søn af Knud og dronning Emma (Emma af Normandiet) var Haralds yngre halvbror Hardeknud legitim arving både til Danmarks og Englands trone ved Knuds død 1035, men Harald tog magten over England, da broderen befandt sig i Danmark.
Mod sin brors vilje udråbte han sig selv til konge af England 1037. Under hans regeringstid vendte hans stedbrødre Alfred og Edvard Bekenderen (Emmas sønner med Ethelred) tilbage til England fra deres exil i Normandiet (muligvis i et forsøg på at indtage tronen). Alfred blev blindet og dræbt, mens Edvard undslap tilbage til Normandiet. Harald var ugift, men havde en illegitim søn, Elfwine, som blev munk på kontinentet.
Harald døde i Oxford 1040, netop som Hardeknud planlagde en invasion. Han blev begravet i Westminster, men broderen lod senere hans lig grave op og smide i en mose.
| Efterfulgte: | Engelske_regenter | Efterfulgtes af: |
| Knud 2. den Store | Hardeknud |
