Nobels fredspris

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vinderen af Nobels fredspris vælges af den norske Nobelkomité; de øvrige nobelprisvindere vælges af de svenske akademiske institutioner.

[redigér] Prismodtagere

1901: Jean Henri Dunant (Schweiz), stifter af Røde Kors og initiativtager til Geneve-konventionen. : Frédéric Passy (Frankrig), stifter af og præsident for Societé Française pour l'arbitrage entre nations.
1902: Élie Ducommun (Schweiz) og Charles Albert Gobat, æresformænd for det Permanente Internationale Fredsbureau i Bern.
1903: Sir William Randal Cremer (Storbritannien), sekretær for International Arbitration League.
1904: Institut De Droit International (Gent, Belgien).
1905: Baronesse Bertha Sophie Felicitas von Suttner, født grevinde Kinsky von Chinic und Tettau (Østrig), forfatter, præsident for det Permanente Internationale Fredsbureau.
1906: Theodore Roosevelt (USA), amerikansk præsident, for skabelsen af fredstraktaten i den russisk-japanske krig.
1907: Ernesto Teodoro Moneta (Italien), præsident for Lombard League of Peace. : Louis Renault (Frankrig), professor i international jura.
1908: Klas Pontus Arnoldson (Sverige), stifter af Swedish Peace and Arbitration League. : Fredrik Bajer (Danmark), præsident for Permanent International Peace Bureau.
1909: Auguste Marie François Beernaert (Belgien), medlem af Cour Internationale d'Arbitrage. : Paul Henribenjamin Balluet D'estournelles De Constant, Baron De Constant De Rebecque (Frankrig), stifter og præsident for den franske parlamentariske gruppe for international arbitration. Stifter af Comité de défense des intérêts nationaux et de conciliation internationale
1910: Internationale Fredsbureau (Bureau International Permanent de la Paix / Permanent International Peace Bureau), Bern, Schweiz.
1911: Tobias Michael Carel Asser (Holland), initiativtager til International Conferences of Private Law i Haag: Alfred Hermann Fried (Østrig), stifter af Die Waffen Nieder.
1912: Elihu Root (USA), for initiativ til forskellige arbitraton-aftaler.
1913: Henri La Fontaine (Belgien), præsident for Permanent International Peace Bureau.
1914-1916: Ikke uddelt.
1917: Det Internationale Røde Kors, Geneve, Schweiz.
1918: Ikke uddelt.
1919: Woodrow Wilson (USA) for grundlæggelsen af Folkeforbundet.
1920: Léon Victor Auguste Bourgeois, præsident for Folkeforbundet.
1921: Hjalmar Branting (Sverige), statsminister, Svensk delegeret til Folkeforbundet. : Christian Lous Lange (Norge), Generalsekretær for Inter-Parliamentary Union
1922: Fridtjof Nansen (Norge), Norsk delegeret til Folkeforbundet, initiativtager til Nansenpas for flygtninge.
1923-1924: Ikke uddelt.
1925: Sir Austen Chamberlain (Storbritannien) for Locarno Treaty. : Charles Gates Dawes (USA), formand for Allied Reparation Commission og initiativtager til Dawes Plan.
1926: Artistide Briand (Frankrig) for Locarno Treaty og Briand-Kellogg Pagt. : Gustav Stresemann (Tyskland) for Locarno Treaty.
1927: Ferdinand Buisson (Frankrig), stifter af og præsident for Menneskerettighedskommissionen. : Ludwig Quidde (Tyskland), delegeret til adskillige fredskonferencer.
1928: Ikke uddelt.
1929: Frank Billings Kellogg (USA) for Briand-Kellogg Pact.
1930: Ærkebiskop Nathan Söderblom (Sverige), leder af den økumeniske bevægelse.
1931: Jane Addams (USA), international præsident Women's International League for Peace and Freedom : Nicholas Murray Butler (USA) for promovering af Briand-Kellogg Pact.
1932: Ikke uddelt.
1933: Sir Norman Angell (Ralph Lane) (Storbritannien), forfatter, medlem af eksekutivkomiteen for Folkeforbundet og National Peace Council.
1934: Arthur Henderson (Storbritannien), formand for Folkeforbundet Disarmament Conference
1935: Carl von Ossietzky (Tyskland), pacifistisk journalist.
1936: Carlos Saavedra Lamas (Argentina), præsident for Folkeforbundet og mægler i konflikten mellem Paraguay og Bolivia.
1937: Viscount Cecil of Chelwood (Lord Edgar Algernon Robert Gascoyne Cecil), stifter og præsident for International Peace Campaign.
1938: Nansen International Office For Refugees, Geneve, Schweiz.
1939-1943: Ikke uddelt.
1944: Det Internationale Røde Kors (tildelt efterfølgende i 1945).
1945: Cordell Hull (USA) for initiativ til FN.
1946: Emily Greene Balch (USA), international præsident for Women's International League for Peace and Freedom : John Raleigh Mott (USA), formand for International Missionary Council og præsident for World Alliance of Young Men's Christian Associations
1947: The Friends Service Council (Storbritannien) og The American Friends Service Committee (USA), på vegne af Vennernes Samfund, også kendt som kvækerne.
1948: Ikke uddelt.
1949: Lord John Boyd Orr of Brechin (Storbritannien), direktør General Food and Agricultural Organization, præsident National Peace Council, præsident World Union of Peace Organizations.
1950: Ralph Bunche for mægling i Palæstina (1948).
1951: Léon Jouhaux (Frankrig), præsident for International Committee of the European Council, vice præsident for International Confederation of Free Trade Unions, vice præsident for World Federation of Trade Unions, medlem af ILO Council, FN delegeret.
1952: Albert Schweitzer (Frankrig) for grundlæggelsen af Lambarene Hospital i Gabon.
1953: George Catlett Marshall (USA) for Marshallplanen.
1954: FN's kontor for flygtninge.
1955-1956: Ikke uddelt.
1957: Lester Bowles Pearson (Canada), præsident for den 7. FN-samling.
1958: George Henri Pire (Belgien), leder af l'Europe du Coeur au Service du Monde, en hjælpeorganisation for flygtninge.
1959: Philip J. Noel-Baker (Storbritannien), for hans livslange arbejde for international fred og samarbejde.
1960: Albert John Lutuli (Sydafrika), præsident for African National Congress.
1961: Dag Hammarskjöld (Sverige), generalsekretær for FN (tildelt efter hans død).
1962: Linus Carl Pauling (USA) for sin kampagne mod atomvåbenforsøg.
1963: Røde Kors, Geneve, Schweiz. : League of Red Cross Societies, Geneve.
1964: Martin Luther King Jr (USA), borgerrettighedsforkæmper.
1965: United Nations' Children's Fund (UNICEF)
1966-1967: Ikke uddelt.
1968: René Cassin (Frankrig), præsident for den europæiske menneskerettighedsdomstol.
1969: International Labour Organization (I.L.O.), Geneve.
1970: Norman Borlaug (USA), for forskning på International Maize and Wheat Improvement Center.
1971: Willy Brandt (Tyskland), for Vesttyskland's Østpolitik, med en ny attitude overfor Østeuropa og Østtyskland.
1972: Ikke uddelt.
1973: Henry A. Kissinger (USA) og Le Duc Tho (Vietnam, afvist) for den vietnamesiske fredsaftale.
1974: Séan Mac Bride (Irland), præsident for International Peace Bureau og FN's kommission for Namibia. : Eisaku Sato (Japan), premierminister.
1975: Andrei Dmitrievich Sakharov (Sovjetunionen) for hans kampagne for menneskerettigheder.
1976: Betty Williams og Mairead Corrigan, stiftere af Bevægelsen for fred i Nordirland (senere omdøbt til Community of Peace People).
1977: Amnesty International, London, Det Forenede Kongerige.
1978: Mohamed Anwar El Sadat (Ægypten) og Menachem Begin (Israel) for fredsforhandlingerne mellem Ægypten og Israel.
1979: Mother Teresa (Indien).
1980: Adolfo Perez Esquivel (Argentina), menneskerettighedsleder.
1981: FN's kontor for flygninge.
1982: Alva Myrdal (Sverige) og Alfonso García Robles (Mexico), delegerede ved FN's samling for afvæbning.
1983: Lech Wałęsa (Polen), stifter af Solidarność (da. Solidaritet) og menneskerettighedsforkæmper.
1984: Biskop Desmond Mpilo Tutu (Sydafrika) for sit arbejde imod apartheid.
1985: International Physicians for the Prevention of Nuclear War, Boston, USA.
1986: Elie Wiesel (USA).
1987: Oscar Arias Sanchez (Costa Rica) for igangsættelsen af fredsforhandlinger i Centralamerika.
1988: FN's fredsbevarende styrker, New York, USA.
1989: Tenzin Gyatso, den 14. Dalai Lama.
1990: Michail Sergejevitj Gorbatjov (Sovjetunionen) for hjælp til afslutningen af den kolde krig.
1991: Aung San Suu Kyi (Burma), oppositionsleder og menneskerettighedsforkæmper.
1992: Rigoberta Menchú Tum (Guatemala), for arbejde for menneskerettigheder, specielt for oprindelige folkeslag.
1993: Nelson Mandela (Sydafrika) og Frederik Willem De Klerk (Sydafrika).
1994: Yasser Arafat (Palæstina), Shimon Peres (Israel) og Yitzhak Rabin (Israel).
1995: Joseph Rotblat (Polen/Storbritannien) og Pugwash konferencen om videnskab og verdenshandel, for deres arbejde imod atomare våben.
1996: Carlos Felipe Ximenes Belo (Østtimor) og Jose Ramos-Horta (Østtimor) for deres arbejde mod en retfærdig og fredelig løsning på Østtimor-konflikten.
1997: International Campaign to Ban Landmines (ICBL) og Jody Williams (VVAF) for deres arbejde med at få indført et forbud mod personellandminer.
1998: John Hume (Storbritannien) og David Trimble (Storbritannien) for deres arbejde for en fredelig løsning på konflikten i Nordirland.
1999: Læger uden Grænser, Bruxelles, Belgien.
2000: Kim Dae Jung (Sydkorea) for hans arbejde for demokrati og menneskerettigheder, og specielt for fred og genoptagelse af normale forbindelser med Nordkorea.
2001: Forenede Nationer og deres generalsekretær Kofi Annan (Ghana)
2002: Jimmy Carter (USA) - tidligere amerikansk præsident, for hans årtier af vedvarende arbejde for at finde fredelige løsninger på internationale konflikter, fremme af demokrati og menneskerettigheder og for at fremme økonomisk og social udvikling.
2003: Shirin Ebadi for hendes indsats for demokrati og menneskerettigheder. Hun har især fokuseret på rettighederne for kvinder og børn.
2004: Wangari Maathai for hendes bidrag til "at fremme en økologisk bæredygtig social, økonomisk og kulturel udvikling i Kenya og Afrika.
2005: Det internationale atomenergiagentur (IAEA) og dets formand Mohamed ElBaradei.
2006: Den bangladeshiske bank Grameen Bank og dens stifter Muhammad Yunus.