J.P. Jacobsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

J.P. Jacobsen

Jens Peter Jacobsen (7. april 1847 - 30. april 1885), dansk forfatter, født i Thisted. Han døde af tuberkulose.

Han tog sin eksamen i biologi på Københavns universitet, hvor han skrev guldmedaljeafhandling om ferskvandsalger, og knyttede sig med sin naturvidenskabelige baggrund til det moderne gennembruds mænd, dvs. brødrene Brandes, hvor især Edvard Brandes blev en nær ven.

Pga. denne tilknytning er han i mere end 100 år, hvor den biografiske metode var fremherskende, blevet behandlet som naturalist i den danske litteraturhistorie, hvorimod man i Tyskland har set ham som en af de vigtigste inspirationskilder for symbolismen. Både Rilke og Stefan George gik så vidt, at de lærte sig dansk for at kunne læse J.P. Jacobsen. Desuden er Thomas Mann, Hugo von Hofmannsthal og flere andre stærkt påvirket af J.P. Jacobsen. Hans beundrere i den engelsktalende verden var bl.a. James Joyce og T.E. Lawrence. Med den ny oversættelse af Niels Lyhne i 1990 af Tiina Nunnally begyndte Jacobsen at få den anerkendelse hos litterære kendere i USA som har vokset lige siden, og i 2006 udkom Niels Lyhne som Penguin Classic.

Nok var J.P. Jacobsen som det moderne gennembruds mænd ateist, men hans digtning er alt andet end naturalistisk også i Georg Brandes' brede forstand, for J.P. Jacobsen kan godt lide flertydighed "derved vinde de i Liv" (brev til Edvard Brandes), og han bruger symbolistiske virkemidler såsom suggestivt sprog, korrespondancebegreb og frie vers. Dette kommer måske tydeligst til udtryk i novellen "Der burde have været Roser" og i Michelangelo-arabesken , men det kan allerede ses i det tidlige forfatterskab. Med J.P. Jacobsen begynder den moderne litteratur i Danmark, selvom der skulle gå nogle år, før Sophus Claussen, Johannes Jørgensen og Helge Rode førte stilen videre.

J.P. Jacobsen er i det hele taget blevet bedre modtaget i Tyskland, Østrig–Ungarn, Sverige og England end herhjemme. Dodekafoniens, dvs. tolvtonemusikkens opfinder, Arnold Schönberg, satte musik til J.P. Jacobsens Gurresange (Gurrelieder, uropført 1913 i Wien).

Jacobsen er blevet læst af Freud, og man kan måske se en udvikling fra Schopenhauer over J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe til Freud. Det har dog ikke været muligt at påvise, at J.P. Jacobsen skulle have læst Schopenhauer, men J.P. Jacobsen var mere end almindeligt god til fremmedsprog, oversatte som den første Darwins evolutionslære fra engelsk til dansk (1872) og havde endnu lettere ved tysk.

I Vilhelm Andersens store litteraturhistorie fremstilledes J.P. Jacobsen som naturalist, hos Frederik Nielsen efter freudiansk inspiration som algolagniker (lystfølelse ved underkastelse og/eller smerte), medens Jørgen Vosmar i sin udførlige afhandling er inde på områder, der vil være for pladskrævende her.

I de senere årtier har forskere eller forfattere som Bernhard Glienke, Horst Nägele, Bengt Algot Sørensen, Poul Borum, Uwe Ebel, Jørn Erslev Andersen og flere andre skrevet publikationer, der bringer J.P. Jacobsen mere i forbindelsen med symbolismen og foreslår ham placeret som førsymbolist/nyromantiker/naturalistisk romantiker.

I Jacobsens hjemby er der opkaldt en gade efter ham, I. P. Jacobsensgade, der ligger tæt på byens bibliotek, hvor der desuden er en mindesten om forfatteren. Her kan også ses Jacobsens divan, briller og andre artikler fra sit liv i Thisted.