International Politik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

International Politik er en del af uddannelsen i Statskundskab, der omhandler staters udenrigspolitik i det internationale system. Visse IP-teorier medregner dog også internationale organisationer NGO'er og multinationale selskaber som internationale aktører.

Indholdsfortegnelse

1 Teoriretninger

[redigér] Teoriretninger

Indenfor International Politik findes et væld af teoriretninger. De to mest indflydelsesrige i amerikanske studier af international politik er realisme og liberalisme (Disse begreber anvendes anderledes indenfor international politik end i almen sprogbrug). Indenfor europæisk teori inden for International Politik er Den engelske Skole også en væsentlig teoriretning. Konstruktivisme og marxisme har også (haft) en vis indflydelse, men er mindre udbredte end de førnævnte.

[redigér] Realisme

Uddybende artikel: Realisme (international politik)

Realismen arbejder med en grundlæggende antagelse om, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at internationale konflikter ultimativt afgøres med krig (eller trusler derom). Det væsentligste hensyn for den enkelte stat bliver dermed at sikre sin egen overlevelse. Realismen mener således, at international politik først og fremmest handler om magtforholdet mellem staterne i det internationale system.

Realismen arbejder med kerneantagelsen, at det internationale system er et anarkisk system; der er ingen internationale organisationer, der har autoritet over staterne. Mens realismen anerkender, at der er andre aktører end staterne i det internationale system, betragtes disse ikke som væsentlige - flere realister mener, at internationale organisationer bedre kan betegnes som arenaer for staternes handlinger end som selvstændige aktører.

[redigér] Liberalisme

Uddybende artikel: Liberalisme (international politik)

Liberalismen fik sin udbredelse som et opgør med de realistiske paradigmer. I modsætning til realismen antager liberalismen, at internationale relationer kan indeholde samarbejde frem for konflikt. Der er dermed mulighed for at forbedre de internationale relationer, således at krig bliver væsentligt mindre sandsynligt end hvad realismen antager.

Fremkomsten af liberalisme som tankesæt hænger nøje sammen med fremkomsten af de moderne, liberale stater. Liberale filosoffer, så som John Locke, så store muligheder for fremgang i det internationale samfund, med stater uden autoritære regeringer og større økonomisk velstand.

[redigér] Den engelske Skole

Uddybende artikel: Den engelske Skole

Den engelske Skole har en historisk og institutionel tilgang til studiet af international politik. Tilgangen er fokuseret på de ideologier, der påvirker verdens politik, hvor både realismen og liberalismen tager udgangspunkt i strukturer, der påvirker aktører. Den engelske Skole forsøger at undgå det skarpe skel mellem statsegoisme (som realismen repræsenterer) og menneskelig evne til samarbejde (som liberalismen repræsenterer). I stedet arbejder man med, at stater (og deres politiske aktører) løbende overvejer vægtningen af tre hensyn:

Realisme
Rationalisme
Revolutionisme

Den første, realisme, omhandler at staternes aktører anerkender, at der ikke eksisterer en international magtstruktur, altså at staternes indbyrdes forhold er anarkiske. Magtpolitik og konflikt er altså en mulighed. Rationalismen tilføjer, at selvom der ikke findes en hierarkisk magtstruktur, så har staterne alligevel et udbredt samarbejde om at få det internationale system til at fungere. Går man f.eks. i krig, så er der regler for, at man erklærer krigen først og derefter angriber, man undlader at slå hinandens diplomater ihjel og så videre. Endelig er revolutionismen et fokus på et fællesskab, der går ud over det statslige, for eksempel ideer om menneskerettigheder (der gælder alle mennesker) eller ideer om, at der er et stærkt fællesskab mellem [kristendom|kristne] eller [arbejder]e (der gælder en gruppe af mennesker).

Disse tre hensyn indgår hele tiden i de politiske overvejelser, som statsledere må tage.