Harald Gille
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Harald Gille (norsk:Harald IV Magnusson Gille) (ca. 1103 - 1136) var konge af Norge fra omkring 1130 til 1136.
Hans tilnavn «Gille» (Gillekrist) kommer af hans irske navn Gilchrist (Guds tjener).
Han var gift med den svenske dronning Ingerid Ragnvaldsdatter.
Der ser ud til, at der var splittelse inden for det øverste aristokrati, allerede før Sigurd Jorsalfar døde. Ikke alle var tilfredse med at få Sigurds søn Magnus til konge. En irer ved navn Harald Gilchrist blev i 1120'erne hentet til landet af lensmanden Hallkjell Huk, og man påstod, at Harald var søn af Magnus Barfod og en irsk kvinde, som forøvrigt var med for at vidne. I Norge fik han navnet Harald Gille.
Kong Sigurd lod Harald bevise sit slægtskab ved gudsdom. I følge tidens skik kunne man ikke nægte ham at bevise sin herkomst ved jernbyrd. Harald lod sig barbenet lede af to biskopper over ni (eller syv) glødende plovjern, og efter tre dage viste han sine ben frem, hele og uskadte . Derefter anerkendte Sigurd irlænderen som sin bror, men fik ham til at sværge ikke at kræve kongemagten i Norge, så længe han og sønnen Magnus levede.
Harald Gille tog alligevel kongsnavn, da Sigurd Jorsalfar døde i 1130. I den begyndende borgerkrigstiden overfaldt han kong Magnus den Blinde i 1135. Magnus blev fanget, kastreret og blindet - deraf tilnavnet. Harald blev selv i 1136 dræbt af halvbroderen Sigurd Slembe, der også krævede tronen.
| Efterfulgte: |
Konge i Norge |
Efterfulgtes af: |
| Sigurd Jorsalfar sammen med Magnus den Blinde (1130–1135) |
Sigurd Munn (1136–1155) Inge Krokrygg(1136–1161) |
