Giovanni Boccaccio

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Giovanni Boccaccio (16. juni 1313 – 21. december 1375) var en italiensk forfatter og digter, ven af Petrarca, en vigtig renæssancehumanist og ophav til en række betydelige værker som De mulieribus claris, Decameron og digte på modersmålet, italiensk. Boccaccio adskiller sig fra sine samtidige ved at fremstille sine figurer som realistiske, åndfulde og intelligente. Andre i tiden var mere optaget af middelalderdyder som ridderskab, fromhed og ydmyghed.

[redigér] Biografi

Detaljerne omkring Boccaccios fødsel er usikre. Han var næsten sikkert et uægte barn, søn af en florentinsk bager og en ukendt kvinde. En tidlig biografi påstår, at hans mor var pariserinde, og at han var fra Paris, men dette er i vidt omfang blevet afvist som en romantisk forestilling. Hans fødselssted er mere sandsynligt i Toscana, måske i Certaldo, hvor hans far var fra.

Boccaccio voksede op i Firenze (Florens). Hans far arbejdede for Compagnia dei Bardi og giftede sig i 1320'erne med Margherita del Mardoli, der var af en fremstående familie. Man mener at vide, at Boccaccio blev undervist af Giovanni Mazzuoli, som tidligt indførte ham i Dantes værker. Omkring 1327 flyttede Boccaccio til Napoli, da hans far blev udnævnt til direktør i Napoli-afdelingen af den bank, han var ansat i. Boccaccio blev elev i banken og tilbragte seks år der. Bankarbejde var dog ikke et erhverv, han nærede nogen interesse for. Derfor overtalte han sin far til at give sig tilladelse til at studere jura. Faderen havde dog introduceret sønnen for den napolitanske adel og Robert den Vises franskpåvirkede hof. Boccaccio blev ven med Niccolo Acciaiuoli, der også var fra Firenze, og nød fordele af dennes indflydelse. Acciaiuoli havde muligvis en affære med Catherine de Valois-Courtenay, der var enke efter Philip I af Taranto. Acciaiuoli blev senere dronning Joannas rådgiver.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at Boccaccio brød sig mere om jura end om bankarbejde, men gennem studierne fik han gode kontakter og venner. Blandt disse var Paolo da Perugia, der var museumsinspektør og forfatter til en samling af myter, Collectiones, humanisterne Barbato da Sulmona og Giovanni Barrili samt teologen Dionigi da San Sepolcro. I 1330'erne blev Boccaccio far. Han fik to børn, Mario og Giulio, der blev født uden for ægteskab.

I Napoli begyndte Boccaccio sit egentlige kald, poesien. Blandt de værker han producerede i denne periode er Filostrato (kilden til Chaucers Troilus and Criseyde), Teseida (kilden til Chaucers The Knight's Tale), Filocolo (en prosaversion af et fransk digt) og La caccia di Diana (et digt der oplister napolitanske kvinder). Boccaccio var en betydelig formfornyer i denne periode. Han indførte formentlig den sicilianske ottave rime i Firenze, hvor den fik betydning for Petrarca.

Boccaccio vendte tilbage til Firenze tidligt i 1341 og undgik dermed pesten, der hærgede i byen i 1340. Han gik derfor glip af Petrarcas besøg i Napoli i 1341. Boccaccio forlod Napoli på grund af spændinger mellem kongen af Anjou og Firenze. Faren der var vendt tilbage til Firenze allerede i 1338 gik bankerot. Moren døde lidt senere. Selvom Boccaccio var utilfreds med sin tilbagevenden til Firenze, fortsatte han sit arbejde og færdiggjorde i 1341 Comedia delle ninfe fiorentine (også kendt som Ameto), der var en blanding af prosa og poesi. Han afsluttede Amorosa visione, et allegorisk digt i 50 sange, i 1342 og Fiammetta i 1343. Det pastorale digt Ninfale fiesolano er formentlig også fra denne tid. I 1343 giftede Boccaccios far sig igen: denne gang med Bice del Bostichi. Børnene af det første ægteskab var alle døde, undtagen Boccaccio. I 1344 fik faderen en søn, Iacopo. Boccaccio selv blev også far igen, da han fik et andet uægte barn, Violente, i Ravenna.

I Firenze førte afsættelsen af Walter af Brienne til popolo minuto-regeringen. Den mindskede adelens indflydelse og den rigere handelsklasse og førte til nedgangstider i Firenze. Byen led yderligere under pesten i 1348, som tog livet af omtrent tre fjerdedele af byens befolkning. Dette skulle senere blive grundlaget for Decameron. Fra 1347 tilbragte Boccaccio megen tid i Ravenna, hvor han søgte nye forbindelser. På trods af Boccaccios påstande om det modsatte er det altså ikke sikkert, at han faktisk var til stede i det pesthærgede Firenze. Hans stedmor døde under epidemien. Hans far fungerede som byens forsyningsminister, men døde i 1349. Som nyt familieoverhovede blev Boccaccio derfor tvunget til en mere aktiv rolle.

Boccaccio påbegyndte arbejdet på Decameron omkring 1349. Det er sandsynligt, at han har værkets struktur fra tidligere arbejder, men valget af rammefortællingen - at tre mænd og syv kvinder fortæller hinanden 100 fortællinger over ti dage under pesten i Firenze - stammer fra denne tid. Værket var færdigt i 1352 og Boccaccios sidste på italiensk, bortset fra den misogyne Corbaccio fra 1355 eller 1365. Boccaccio reviderede og omskrev Decameron i 1370-71. Manuskriptet fra den omskrivning er overleveret til vore dage.

Fra 1350 blev Boccaccio stærkt optaget af den italienske humanisme - og involveret i regeringen i Firenze. Hans første officielle mission var til Romagna sent i 1350. Han besøgte denne bystat to gange derefter og blev også sendt til Brandenburg, Milano og Avignon. Han fremmede også studiet af græsk og husede Barlaam af Calabrien og støttede hans forsøgsvise oversættelser af Homer, Euripides og Aristoteles.

I oktober 1350 fik han i opdrag at modtage og indkvartere Francesco Petrarca i sit hjem, da denne kom til Firenze. Mødet mellem de to var meget udbytterigt, og de blev venner fra da af. Boccaccio så på Petrarca som sin lærer og mentor. De mødtes igen i Padova i 1351, idet Boccaccio var ude i officielt ærinde for at invitere Petrarca til at påtage sig et professorat ved universitetet i Firenze. Selvom Boccaccio ikke havde heldet med sig, førte diskussionerne mellem de to til, at Boccaccio skrev Genealogia deorum gentilium. Den første udgave blev færdiggjort i 1360 og skulle forblive et nøgleværk om klassisk mytologi i mere end 400 år. Diskussionen mellem Boccaccio og Petrarca gav også Boccaccios ideer om poesi en mere fast form. Visse kilder mener også, at Petrarca bevægede Boccaccio fra at være den åbne, humanistiske forfatter af Decameron til en mere asketisk type, der var tættere på det 14. århundredes ideal, som blev fulgt af Petrarca og Dante. De var bannerførere for en arkaisk og mere alluderende form for latinsk poesi. Efter et møde med paven, Innocens VI, i 1359 og yderligere møder med Petrarca, er der sandsynlighed for, at Boccaccio fik visse religiøse ideer. Der er en vedholdende, men uunderstøttet teori om, at han i 1362 skal have undsagt sine tidligere værker, herunder Decameron, som profane.

Efter et fejlslagent kup i 1361 blev en række af Boccaccios nære venner og andre bekendte henrettet eller sendt i eksil i den efterfølgende udrensning. Selvom han ikke var direkte forbundet med sammensværgelsen, var det i dette år, at Boccaccio forlod Firenze for at bosætte sig i Certaldo og således være mere på afstand af regeringens sager. Han påtog sig ikke yderligere missioner for Firenze før 1365. Han rejste til Napoli og videre til Padova og Venedig, hvor han mødtes med Petrarca, før han vendte tilbage til Certaldo. Han mødte kun Petrarca en gang mere, i Padova i 1368. Da han hørte om Petrarcas død (19. juli 1374), skrev Boccaccio et mindedigt, som han inkluderede i sin samling af lyriske digte, Rime.

Som nævnt vendte han tilbage for at arbejde for regeringen i Firenze i 1365 og påtog sig en mission til pave Urban V. Da pavestolen blev flyttet tilbage til Rom i 1367, blev Boccaccio udsendt med lykønskninger. Han blev også udsendt på diplomatiske opgaver til Venedig og Napoli.

Blandt hans senere værker er de moraliserende biografier, der er samlet som De casibus virorum illustrium (1355-74) og De mulieribus claris (1361-75), de vigtigste. Blandt de andre værker er der en ordbog over geografiske henvisninger i den klassiske litteratur, De montibus, silvis, fontibus, lacubus, fluminibus, stagnis seu paludibus et de nominibus maris liber (titlen mere end antyder, at han ikke lå inde med et ord for "geografi"). Han gav en række forelæsninger om Dante i Santo Stefano i 1373, og disse førte til hans sidste større værk, de detaljerede Esposizioni sopra la Commedia di Dante.

Boccaccios sidste år var skæmmede af sygdomme, hvoraf mange havde med hans store overvægt at gøre. Han døde den 21. december 1375 i Certaldo.

[redigér] Bibliografi

Alfabetisk liste over udvalgte værker:

• Amorosa visione (1342)
• Buccolicum carmen (1367-69)
• Caccia di Diana (1334-37)
• Comedia delle ninfe fiorentine (Amato, 1341-42)
• Corbaccio (omkring 1365, men datoen er omstridt)
• De mulieribus claris (1361, revideret frem til 1375)
• Decameron (1349-52, revideret 1370-71)
• Elegia di Madonna Fiammetta (1343-44)
• Esposizioni sopra la Comedia di Dante (1373-74)
• Filocolo (1336-39)
• Filostrato (1335 or 1340)
• Genealogia deorum gentilium libri (1360, revideret frem til 1374)
• Ninfale fiesolano (1344-46, men datoen er omstridt)
• Rime (færdiggjort 1374)
• Teseida delle nozze di Emilia (før 1341)
• Trattatello in laude di Dante (1357, titlen ændret til De origine vita studiis et moribus viri clarissimi Dantis Aligerii florentini poetae illustris et de operibus compositis ab eodem)
• Zibaldone Magliabechiano (fra 1351-56)