Ganymedes (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ganymedes

Ganymedes, fotograferet af rumsonden Galileo

Opdaget

11. januar 1610, af Galileo Galilei og Simon Marius

Kredsløb om Jupiter

Afstand til Jupiter (massecenter) Min. 1 069 235 km Max. 1 071 589 km Halve storakse 1 070 412 km Halve lilleakse 1 070 411 km Excentricitet 0,0011 Siderisk omløbstid 7d 3t 42m 33,376s Synodisk periode — Omløbshastighed Gnsn. 39 168 km/t Min. 39 125 km/t Max. 39 211 km/t Banehældning 2,21° i fh. t. ekliptika 0,20° i fh. t. Jupiters ækv. Periapsisargument; ω — ° Opstigende knudes længde; Ω — °

Omgivelser

—

Fysiske egenskaber

Diameter 5262 km Fladtrykthed — Overfladeareal 8,7·107 km² Rumfang 7,6·1010 km³ Masse 1,4819·1023 kg Massefylde 1942 kg/m³ Tyngdeacc. v. ovfl. 1,430 m/s² Undvigelseshast. v. ækv. 9720 km/t Rotationstid 7d 3t 42m 33,376s Aksehældning 0 ° Nordpolens rektascension — Nordpolens deklination — ° Magnetfelt Albedo 43 % Temperatur v. ovfl. Gnsn. -164 °C Min. — °C Max. — °C

Atmosfære

Atmosfæretryk ~ 0 hPa Atmosfærens sammensætning Ilt: 100%

Ganymedes er ikke blot Jupiters største måne, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som planeten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").

[redigér] Ganymedes' indre

Ganymedes' indre, som man forestiller sig det: En kerne af sten, muligvis med en jernkerne allerinderst, omgivet af et tykt lag af vand og vandig is

Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.

[redigér] Ganymedes' overflade

Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel.

Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene.

Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.

[redigér] Atmosfære

Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.

[redigér] Magnetisme

Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler.