Freden i Kiel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Freden i Kiel afslutter i 1814 Napoleonskrigene for Danmarks del. Aftalen indgås mellem Koalitionen (Østrig og andre stormagter) og Danmark-Norge, hvis konge blev tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige.
Koalitionen ville lade Danmark-Norge slippe billigt, men kronprins Karl Johan af Sverige gennemtvang krigens fortsættelse, til Kong Frederik 6. gav op og overlod ham hele Norge.
Storbritannien fik Helgoland, mens Danmark - til trøst - fik Svensk Pommern med Rügen, siden byttet med Lauenburg.
Norge anerkendte ikke Kiel-freden, men oprettede et selvstændigt rige ved Eidsvoll-forfatningen 17. maj samme år. Sverige accepterede den norske forfatning, mod at det norske Storting valgte den svenske konge til ny norsk konge i en personalunion. Denne holdt frem til 1905.
Danmark forpligtede sig til straks at bryde med Napoleon og udruste et korps på 10.000 mand til deltagelse i krigen.
En afledt effekt af afståelsen af Norge var, at de norske bilande i Nordatlanten, Færøerne, Island og Grønland kom i direkte statsretlig forbindelse med Danmark. Selv om disse lande gennem mange år var blevet administreret fra København, tilhørte de formelt Norge indtil 1814. I teorien gælder Norske Lov fra 1687 stadig på Færøerne og Island.
| Napoleon: (1780 til 1815) | |
|---|---|
|
Kontinentalspærringen | Rhinforbundet | Slaget ved Austerlitz | Folkeslag | Freden i Tilsit | Slaget ved Waterloo | Bagration | Københavns bombardement | Slaget på Reden | Freden i Kiel | Statsbankerotten |
|
| Se også: Andre indgange til historien | |
