90-års fødselsdagen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

90-års fødselsdagen (orginaltitel: Der 90. Geburtstag eller Dinner for One) er en komisk sketch oprindeligt skrevet af den britiske forfatter Lauri Wylie til engelsk teater i 1920'erne. En opførelse af sketchen med de engelske komikere Freddie Frinton og May Warden i rollerne som hhv. butleren James og Miss Sophie og instrueret af Heinz Dunkhase blev optaget af den tyske tv-station Norddeutscher Rundfunk (NDR) i 1963.

Sketchen er blevet et traditionelt indslag i tv-programmet nytårsaften i mange lande, bl.a. i Danmark, Grønland, Australien, Tyskland, Finland, Sverige, Østrig, Schweiz, Sydafrika, Luxembourg og Estland. På dansk tv vises sketchen på DR1 hver nytårsaften. Især i Tyskland, Østrig og Schweiz nyder sketchen nærmest kultstatus, og på den schweiziske lokal-tv-station Tele Bärn bliver sketchen sendt en gang i timen nytårsaften. I Norge byder traditionen at den sendes lillejuleaften.

90-års fødselsdagen har da også været optaget i Guinness Rekordbog som den hyppigst genudsendte fjernsynsproduktion i verden, men pudsigt nok er sketchen næsten helt ukendt i engelsktalende lande.

[redigér] Oprindelse

Sketchens forfatter var Lauri Wylie, der skrev den i 1920'erne. Ifølge nogle kilder opførte Freddie Frinton Dinner for One allerede i 1945 i det engelske varieteteater Winter Gardens og betalte et fast beløb pr. opførelse til Wylie, men officielt blev teaterstykket uropført i 1948 på Duke of York's Theatre i London. I 1950/1951 købte Frinton rettighederne til sketchen af Wylie.

Stykket blev også opført i 1953 i revyen John Murray Anderson's Almanac på Imperial Theatre i London (med Hermione Gingold i rollen som den gamle dame, Billy DeWolfe som butleren og åbenbart fem afdøde venner) – i et show hvor også Harry Belafonte optrådte i begyndelsen af sin karriere.

Frinton havde stor succes i England med denne sketch og turnerede landet tyndt med forskellige medspillere. Handlingen og pointerne forbedrede han i løbet af årene. Detaljen med tigerskindet på gulvet var f.eks. ikke en del af den oprindelige sketch. Den blev tilføjet på opfordring af den lokale borgmester, i hvis by forestillingen spillede en bestemt aften. Da Freddie Frinton snublede over tigerhovedet ved et uheld, forårsagede det så meget latter blandt publikum, at han besluttede at beholde tigeren som en del af sketchen.

I tysk tv blev sketchen første gang vist den 9. december 1961 i den direkte udsendelse Lassen Sie sich unterhalten, med sangerinden Evelyn Künneke som vært. Der findes dog ingen bevarede optagelser af denne udsendelse.

I 1963 blev Dinner for One genopdaget af Peter Frankenfeld og instruktøren Heinz Dunkhase i Blackpool, der var datidens varietescenes højborg. Den 8. marts (ifølge NDR) eller 8. maj (ifølge WDR) 1963 blev sketchen vist i Peter Frankenfelds direkte udsendelse Guten Abend, Peter Frankenfeld, og den 8. juli 1963 blev sketchen gentaget og optaget i Theater am Besenbinderhof foran et publikum (kamera: Frank Banuscher), og det er denne opførelse, der er kendt fra dansk tv.

Det interessante var, at Freddie Frinton egentlig slet ikke ville optræde i Tyskland. Han plejede tilskadekomne soldater under 2. verdenskrig og havde ikke høje tanker om Tyskland, og han nægtede også at opføre sketchen på tysk. Hans modvillige "Must I?" ("Skal jeg?"), når han på sin tur rundt om bordet indtager rollen som admiral von Schneiders og bliver bedt om slå hælene sammen som en tysk soldat, skal også ses i denne sammenhæng, selvom hans modvilje overfladisk set skyldes de smerter handlingen synes at påføre ham.

Dinner for One var en af tysk tv's første optagelser på magnetbånd og er en af de eneste fremmedsprogede udsendelser, der bliver vist usynkroniseret på tysk tv. Der eksisterer dog også en tysksproget kommenteret version for synshæmmede. Introduktionen på tv-optagelsen blev indtalt af Heinz Piper og titelmelodien Charmaine komponeret af Lew Pollack, den kendteste version indspillet af orkesteret Mantovani. I optagelsen høres dog kun en udgave med lille besætning. Ifølge oplysninger fra NDR modtog Frinton præcis 4.150 D-Mark for denne optræden.

Fra publikum høres hyppigt en kvindes høje, hysteriske latter. Det var den daværende NDR-medarbejder Sonja Göth, der nær forårsagede en afbrydelse af optagelsen, fordi hun næsten ikke kunne beherske sig.

I 1968 var der planlagt en optagelse af sketchen i farver, men på grund af Freddie Frintons pludselige død blev dette projekt aflyst.

I England blev Dinner for One kun udsendt i brudstykker og er i dag næsten helt ukendt. I Sverige blev udsendelsen bandlyst i seks år og ikke vist før 1969, fordi den blev anset for at være uegnet for tv, fordi butleren James drikker så meget alkohol i sketchen. Og en kilde påstår at den aldrig er blevet vist i USA netop på grund af James' overdrevne alkoholindtag.

[redigér] Forskellige versioner

[redigér] De tyske versioner

NDR optog flere forskellige versioner af sketchen i 1963. Mest udbredt er nok den 18 minutter lange version, som vises på tysk tv, og som har en introduktion på tysk af Heinz Piper, og hvor man kan høre et grinende publikum i baggrunden. Sketchen blev vist fire gange på tysk tv, før den i 1972 blev et fast punkt på tv-programmet nytårsaften.

På dansk tv vises en version, der også er optaget af NDR og på samme scene, men uden Heinz Pipers introduktion, og hvor man ikke kan høre publikum. Denne udgave er let genkendelig, da underteksterne er de oprindelige med tydelig anderledes typografi end i dag. Mindst én gang har DR nytårsaften sendt en anden version.

[redigér] Den schweiziske version

Den schweiziske tv-station DRS optog i 1963 sin egen version af sketchen, dog med de samme skuespillere som i den tyske version, denne gang instrueret af Franco Marazzi. Denne version blev sendt i schweizisk tv samme år, men derefter ikke igen før i 1982.

Den schweiziske version adskiller sig fra den tyske version på flere punkter:

Den varer kun 11 minutter (den tyske varer 18 minutter).
Et kamera er placeret til venstre for scenen, hvilket giver nogle passager med et andet perspektiv.
Der er ingen introduktion til sketchen.
Den hvide dug og lysestagerne mangler, og kulisserne er i det hele taget anderledes.
Miss Sophie kommer tilstede uden at James først har slået på gong-gongen.
Det gentagne spørgsmål "Must I?" mangler i den schweiziske version.
Forskellige smågags og detaljer mangler.

Det er denne version, som sendes på schweizisk, norsk og svensk tv.

[redigér] Parodier og andre versioner

I Danmark er der indspillet en parodi af sketchen med titlen 80-års fødselsdagen, hvor de stadig levende venner sidder ved bordet. Denne parodi blev skrevet af Casper Christensen, der også spillede rollen som Miss Sophie. Eftersom den version af 90-års fødselsdagen, der vises på dansk tv er uden den tyske introduktion, vidste forfatteren imidlertid ikke, at der i introduktionen forklares, at den sidste af Miss Sophies venner døde for hele 25 år siden, og derfor heller ikke kunne have været til stede ved hendes 80-års fødselsdag.

I 2003 blev der lanceret endnu en parodi, denne gang på den tyske børnekanal KI.KA, med titlen Dinner für Brot, hvor dukkerne Bernd das Brot og hans venner Chili og Briegel spillede rollerne.

I en indkøbsgade i Hamburg bliver sketchen hvert år opført live, ligesom tyske fans har fået oversat sketchen til latin [1].

I løbet af årtierne er der opstået flere varianter, parodier, og altså også et dukkespil. De originale tyske og schweiziske tv-optagelser regnes dog stadig for "de rigtige" versioner i de lande, sketchen traditionelt vises.

[redigér] Handling

På trods af sketchens status som nytårstradition har dens handling i øvrigt intet med nytårsaften at gøre, selvom der undervejs forekommer en "Happy new year"-skål.

Advarsel! - Handling, afslutning og/eller plot afsløres i det følgende.

Den ældre engelske overklassedame Miss Sophie (May Warden) fejrer sin 90-års fødselsdag. Ligesom de tidligere år har hun inviteret sine fire nærmeste venner: Sir Toby, admiral von Schneider, Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom. Festen har imidlertid en enkelt mangel: herrerne er efterhånden alle døde, og da de forståeligt nok ikke kan være personligt tilstede, er hendes butler James (Freddie Frinton) nødt til at overtage de fire herrers roller omkrig middagsbordet.

James skal derfor ikke blot servere menuen (der består af Mulligatawny-suppe, kuller, kylling, samt frugt til dessert) for sin arbejdsgiver, men også servere de tilhørende drikkevarer (sherry, hvidvin, champagne og portvin) til de fire imaginære herrer, skiftevis spille deres roller og ved hver ret udbringe en skål for værtinden og tømme bægeret. Da han gør det for alle fire, bliver han mere og mere fuld og tømmer til sidst blomstervasen i stedet for et drikkebæger og udfører efterhånden mere og mere fjollede påfund. Men det er lidt uklart, hvorvidt det er de spillede gæsters fuldskab han efterligner, eller om det er ham selv der er fuld. Freddy Frinton får det optimale ud af rollen, og viser utallige varianter af kunsten at skænke op og bære ud. Derudover lykkes det ham næsten hver gang at snuble over et tigerskinds hoved – selvom han også formår at undgå det et par gange.

Før hver tur rundt om bordet spørger den mere og mere lallende butler: "The same procedure as last year, Miss Sophie?" Og hun svarer selvfølgeligt: "The same procedure as every year, James." (På dansk: "Samme fremgangsmåde som sidste år, frøken Sophie?" – "Samme fremgangsmåde som hvert år, James.")

Til sidst afslutter Miss Sophie aftenen med et indbydende "I think I'll retire", hvortil James efter det obligatoriske "The same procedure as last year? – The same procedure as every year" svarer ved at blinke med det ene øje til publikum og nonchalant udtaler "Well, I'll do my very best", hvorefter de trækker sig tilbage til de øvre gemakker.