Mavesår
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mavesår er en fællesbetegnelse for et sår i mavesækken (latin: ulcus ventriculi) eller et sår i tolvfingertarmen (latin: ulcus duodeni). Mavesårsbakterien, Helicobacter pylori, er en bakterie, som forårsager ca. 90% af sår, der ses i tolvfingertarmen og ca. 80% af alle sår, der optræder i mavesækken.
Efter Barry Marshalls og Robin Warrens opdagelse af denne bakterie i 1982 og dens rolle i udviklingen af mavesår er behandlingen af denne sygdom forbedret betragteligt, idet en fjernelse af bakterien ved brug af antibiotika (i kombination med syrenedsættende midler) som regel medfører helbredelse.
Tidligere behandledes mavesår udelukkende med midler til reduktion af mavens indhold af mavesyre. Særligt ondartede tilfælde kunne kræve fjernelse af en del af mavesækken ved kirurgisk indgreb, men tilstanden var kronisk og kunne medføre livsvarig invaliditet.
[redigér] John Lykoudis' behandling
En græsk læge ved navn John Lykoudis havde en praksis i den græske by Missolonghi vest for Delfi. Han havde i adskillige år haft mavesår da han i 1958 behandlede sig selv med antibiotika og blev kureret. Han gentog behandling på adskillige patienter og efter positive resultater begyndte han at eksperimentere for at finde den mest effektive kombination af antibiotika. Den endelige kombination fik navnet Elgaco og blev patenteret den 16. november 1961 i Grækenland. Det er sandsynligt at han har behandlet mere end 30.000 mavesårspatienter med dette lægemiddel.
Igennem hele forløbet lykkedes det dog ikke for John Lykoudis at overbevise de græske myndigheder og resten af det medicinske "establishment" om fordelene ved en antibiotisk behandling af mavesår. Således lykkedes det ikke at få godkendt Elgaco som lægemiddel; han fik en bøde/bod i 1968 i forbindelse med en disciplinærsag, og han fik tilsyneladende en retslig tiltale.
[redigér] Ekstern henvisning og Bibliografi
- Press Release: The 2005 Nobel Prize in Physiology or Medicine - Pressemeddelelse fra Nobelforsamlingen ved Karolinska Institutet om Nobelprisen i 2005 er givet for opdagelsen af Helicobacter pylori.
- Barry Marshall (redaktør) Helicobacter Pioneers. Firsthand accounts from the scientists who discovered helicobacters, 1892-1982, ISBN 0-86793-035-7.