Markedsføring
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Markedsføring (eller marketing) er en bred betegnelse for alle de aktiviteter en virksomhed kan foretage for at føre en ide, et produkt eller en serviceydelse sammen med aftagere på et marked. Betegnelsen dækker bl.a. over aktiviteter i forbindelse med produktplanlægning, markedsundersøgelse, produktudvikling, prisfastsættelse, distribution, markedsmodning, konkurrentanalyse, reklame, PR, emballage, tryksager, merchandise, kampagner, o.m.a.
Der findes mange forskellige definitioner af markedsføring, og det skyldes måske bl.a. at der fokuseres på bestemte situationer eller interessanter. Der opstår også en vis begrebsforvirring fordi markedsføring ofte blandes sammen med reklame. Reklame er blot et af mange led i en markedsføringsproces, og anvendes som regel først når virksomheden har defineret sit produkt og sin målgruppe. Markedsføring beskæftiger sig derimod også med situationer hvor der endnu ikke eksisterer et produkt og/eller et marked.
For at en aktivitet kan betragtes som markedsføring, skal den være et skridt i retning af en markedsgørelse - dvs. at det der ønskes afsat nærmer sig sine aftagere. Den omvendte situation som f.eks. når en virksomed prøver at tiltrække leverandører, er ikke markedsføring, men betegnes af nogle i stedet som reversed marketing.
Markedsføring trækker på en række fagområder, bl.a. økonomi, psykologi, sociologi og antropologi. På visse økonomiuddannelser benyttes afsætning som betegnelse for marketing.