Mangeblomstret Rose
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Blomstringen er overvældende, men desværre
kan duften ikke gengives. |
|||||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|
Mangeblomstret Rose er en stor, løvfældende busk med en åben og udbredt vækstform. Hovedgrenene har kun få sidegrene, og der findes kun ganske få torne på grenene ( i hvert fald på planter fra de gængse frøkilder!). Barken er først lysegrøn og glat. Senere bliver den brun til rødbrun, og til sidst er barken svagt opsprækkende og lysebrun. Knopperne er spredte, kegleformede, spidse og brun-grønne i farven. Bladene er uligefinnede med ægformede småblade. Bladrandene er savtakkede, og over- og underside har samme, lysegrønne farve. Oversiden er dog samtidig den mest blanke. Blomsterne sidder samlet i rigtblomstrende, endestillede toppe. De enkelte blomster er flødehvide med en behagelig, krydret rosenduft. Hybenerne er ganske små, orangefarvede og ægformede. Frøene modner godt og spirer villigt.
- Ikke-synlige træk
Rodnettet er kraftigt, men kun svagt forgrenet. Det når både langt ned og vidt ud i jorden. Mangeblomstret Rose går først i blomstring, når skuddene når op over 1,5-2 m højde. Busken fremkalder jordtræthed. Planten bruges som grundstamme for næsten alle de højt forædlede rosensorter. Vildskud hos disse er altså = skud fra Mangeblomstret Rose.
- Størrelse
3 x 3 m (60 x 60 cm/år).
- Hjemsted
Mangeblomstret Rose danner krat og skovbryn på svagt sur jord på Sakhalin-øen, i Manchuriet, Korea, Japan og i Kina (bl.a. på Emei-bjerget i Sichuan, hvor den vokser sammen med f.eks. Cunninghamia lanceolata, Kalopanax, Klatre-Brombær, Klatre-Hortensia, Pernys Kristtorn, Pilebladet Dværgmispel, Skæbnetræ og Vinterlue.
[redigér] Kilde
- Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD-Rom).
