Landboreformerne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Landboreformerne 1700–1850. I begyndelsen af 1700-tallet og mange år frem led bondestanden hårdt under umulige og kummerlige vilkår.
Hoveri, jordfællesskab, stavnsbånd og tiendeydelser [1] lagde store hindringer for den almene bondestands muligheder for et forbedret agerbrug og øget produktion.
Der blev lagt et yderligere pres på bondestanden, da befolkningstallet i denne periode var stigende og efterspørgslen fra udlandet var stor på grund af de mange krige der foregik i denne periode. Man var nødt til at øge produktionen i landbruget, da det netop var dette erhverv der forsynede hele samfundet med råvarer til manufaktur, håndværk og handel, og samtidig skulle brødføde befolkningen.
Det store økonomiske pres på gårdmændene skyldtes de stigende skatter til staten, samt et pres fra de store godsejere for at opnå mere hoveri og større fæsteindtægter. På grund af dette store pres havde godsejerne svært ved at få fæstegårdene besat. Bønderne havde ikke tid eller ressourcer dertil.
[redigér] Initiativet og drivkraften bag reformerne
- Stavnsbåndets indførelse 1733.
Dette at godsejerne havde svært ved at få fæstegårdene besat, førte til stavnsbåndets indførelse i 1733. Det blev indført for at afhjælpe den alvorlige landbrugskrise, som blandt andet skyldtes svigtende efterspørgsel fra vore eksportlande, men hovedsageligt på grund af det pres og de forventninger vi havde herhjemme.
Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det var svært at få befolket fæstegårdene.
Fæstebøndernes herremænd befalede bønderne at ibrugtage de sletteste gårde, da bønderne hertil ikke kunne sætte sig imod det daværende stavnsbånd. Frederik 4. havde dog afskaffet den ret som godsejerne havde til at give deres karle de ringeste gårde, men denne ordning blev genindført af Christian 6., hvilket gav godsejerne en større autoritet; de holdt gårdmændene i et jerngreb med det resultat at produktionen steg som man håbede - og det på trods af bondestandens kår.
Efter at denne ordning igen blev indført, begyndte herremænd og godsejere at udstationere deres bønder og karle på de dårlige gårde, hvilket gav bønderne mere arbejde og et yderligere tryk nedad. Da man nu påbegyndte en større arealdyrkning, øgedes produktionen og landets generelle velstand blev større. Dette så man i form af en stigende befolkning, der steg i takt med den stigende produktion.
Danmark var i denne periode selvforsynende og inddrog også hovedsageligt de nye arealer for at imødekomme den stigende befolknings efterspørgsel på landbrugsprodukter. Hertil fik bønderne en større byrde på skuldrene i form af mere arbejde, og det sås også i denne periode at nogle gik til og måtte forlade deres gårde på grund af det store pres og de mange forventninger ovenfra. Dog kom der med denne ekspansion af agerbruget et incitament til de slidende bønder. Beskatningsgrundlaget gjaldt ikke for de nyindtagne arealer til agerbruget, hvilket blev ganske profitabelt, selvom bønderne ikke så særlig meget til disse penge.
Efter denne hårde begyndelse mærkede bonden så småt den forbedrede økonomi. Den store produktion medførte prisstigninger på landbrugsprodukter, og da England havde påbegyndt en erhvervsmæssig specialisering, importerede de landbrugsprodukter i store mængder. Disse følger af de pålagte byrder for bønderne blev langsomt til en fordel, idet bøndernes arbejde havde konstante udgifter der ikke steg i takt med prisstigningen; de kunne derved få mere for deres produkter uden yderligere produktionsomkostninger.
- Fæstebøndernes trodsighed
En af de letforståelige drivkræfter var den utilfredshed og trodsighed der florerede i bondestanden. Hoveriet havde udviklet sig til grov udnyttelse og bønderne ville ikke betale afgifter og effektivisere deres landbrug på egen hånd som de fik besked på, da det var dem umuligt med alle de tvungne arbejdsdage de havde hos deres godsejer i form af hoveri.
Med de rammer og bestemmelser der var på den tid, forekom disse pligter dem umulige.
- Dette fremhæves i kilde 13.1 i Torben Hansgårds afhandling, Danmark under forvandling. Kilden her er et klagebrev fra godsejeren på Lynderupgård til kongen, hvori han nævner at han er udsat for opsætsigheder fra sine fæstebønder, der efter stort hoveri nægter at lave mere. I kilden siger godsejeren at han ikke kan få sit korn bjerget og at hans egne folk endda er udsat for overlast og vold fra disse utilfredse bønder. Godsejer Lottrup understreger i brevet, at dette er et farligt eksempel til andre gårde i landet.
Regeringen og øvrige godsejere begyndte også at mærke denne trodsighed fra fæstebønderne i deres regnskaber og indså da, at de måtte efterkomme bondestandens utilfredshed, dog, som det nævnes i Jens Engbergs Guldalder eller…[2], så måtte det ikke koste godsejerne en nikkel.
- Mange grunde til at noget måtte gøres
Sammenfattende kan man sige at ønsket kom fra en bred del af befolkningen; bønderne var godt utilfredse med deres situation, kronprinsen og hans meningsfæller i landbokommissionen - "Den Store Landbokommission" fra 1786[3] - samt Christian Colbjørnsen, ville også gøre noget ved sagen. I sidste ende kom reformerne så ud fra den erkendelse at man havde nået det produktionsmæssige loft. Da efterspørglsen fra udlandet var stor og befolkningstallet stigende, var tiltag nødvendige; den danske økonomi kunne ikke kapere mere, udbuddet var for lille. Det ville være til gavn for alle med mere produktion og større velstand, så det var denne erkendelse der var startskuddet til reformerne.[4]
[redigér] Økonomiske teorier om kilden til rigdom
- Merkantilisme
Merkantilisme er en betegnelse for den økonomiske politik der blev ført i Europa i 1600- og 1700-tallet, og som gik ud på at fremme en varieret struktur i erhvervslivset og udvikle andre sektorer end landbruget, som var den dominerende levevej.
Merkantilisme er ofte synonymt med bullionisme, der antager, at ens formuestørrelse (personlig eller national) er udtrykt i hvor meget ædelmetal (guld, sølv, platin m.v.) man råder over. Denne bullionisme lå til grund for senmiddelalderens og oplysningstidens internationale økonomi og handelsantagelser, som netop er udtrykt i merkantilismen. [5]
- Fysiokratisme
Det var denne opfattelse der blev kritiseret af økonomer der mente at et lands velstand snarere var udtrykt ved dets produktionsevne. På denne tid var landbruget den store produktionskilde i Danmark og man indså at det var her der skulle forandres noget.
Denne opfattelse var oprindelig ikke dansk, men kom blandt andet fra franskmanden Francis Quesnay (1694–1774),[6] der mente at jorden var den egentlige rigdomskilde. Fra naturen hentedes alle råstoffer og dette gjorde netop landbruget til det bærende erhverv.
Denne opfattelse kaldes fysiokratisme – "naturvælde", "lad naturen råde" – og ifølge denne økonomiske teori skulle statens økonomiske politik først og fremmest styrke og tilgodese landbruget. Dette kunne bedst ske ved at fjerne alle hindringer og bånd. Man mente at man skulle lade landbruget udvikle sig frit uden statslig indblanding.[7] Et økonomisk system blev bedst hvis det kunne udvikle sig frit og fik mulighed for at konkurrere.
- Liberalisme
Ovennævnte argument stammer fra liberalismen, der blev præsenteret af Adam Smith. Hans slagord var ”Lassey Faire”, 'lad stå til'; i dansk sammenhæng betød det mere frihed til landbruget så det frit kunne blomstre op.
Fysiokratismen fik nogle danske fortolkninger af dette, såsom ”Hvad der gavner landbruget, gavner kongen” og ”Fattige bønder, fattigt rige og dermed fattig konge”[8] Det var disse tankegange der til sidst gav bønderne den økonomiske opstigning og øgede det danske agerbrug i form af bondefrigørelsen og løsningen af stavnsbåndet.
Dødsstødet til merkantilismen anses for at komme i form af Adam Smith's The Wealth of Nations, som udkom i 1776, og med den nytænkende liberalisme, som advokerede frihandel og samhandel i stedet for protektionisme i form af høje toldsatser og handelsblokader, og som understregede, at frihandel i sidste ende førte til højere velstand end merkantilismens "guldhamstring", og hvad der måtte gøres for at tillade denne "hamstring". [5]
Liberalismen og fysiokratismen mente at arbejde er kilden til velstand og at pengene skulle arbejde i form af investering og tilskud til landbruget, i stedet for at fungere som et nationalt kapital, der bare lå dødt i den kongelige kiste - merkantilismens "guldhamstring".
- I slutningen af 1700-tallet havde man opnået tilstrækkelig indsigt
Det var i slutningen af 1700-tallet at den kyndige anskuer havde indset at man ikke kunne opnå yderligere produktion og stigende økonomi med de forudsætninger bondestanden havde på det givne tidspunkt.
Det var umuligt for bonden at opdyrke mere jord, da hoveriet havde nået et stort omfang og da der desuden skulle vedligeholdes gårde. Hvis man forsatte i samme spor, ville konsekvensen være en stagnation både økonomisk og socialt. Man havde nået et produktionsmæssigt loft, landbrugets stramme og firkantede rammer kunne ikke kapere mere. Man var nødt til at give bønderne mere luft og plads til at udfolde sig frit. Dette ville både give bedre produkter og større produktion.
Med de store salgspriser der havde været, kom det også som et ønske fra både regeringen og godsejerne at øge produktionen.
Dette ville føre til større indtægter for godsejerne og for regeringen; en øget produktion kunne betyde større befolkning, hvilket ville give regeringen flere skatter og ikke mindst mulighed for en større flåde og hær - en styrkelse af landet udadtil såvel som indadtil.
[redigér] De centrale personer
Spidspersonen for disse iagttagelser vedrørende den kommende stagnation var kronprins Frederik (senere Frederik 6.) I 1784 var han som 16-årig netop kommet ind i statsstyrelsen - som kronprinsregent - og så dette som muligheden for at komme landbruget til undsætning. Han blev understøttet på det kraftigste af Christian Ditlev Reventlow[9] Andreas Peter Bernstorff [10] og Christian Colbjørnsen [11] Disse herrer fra landbokommissionen delte samme synspunkt og mente at der skulle nogle fysiokratiske aspekter i spil for at undgå den forudsete stagnation i landbruget.
Det var disse fortalere for fysiokratismen der tog initiativet til bondens frigørelse i form af landboreformerne. Disse fire spidspersoner, hovedsageligt kronprins Frederik, gjorde det muligt at bearbejde reformerne politisk. Uden kongens og de tre herrers støtte, var reformerne muligvis aldrig blevet til.
Ønsket fra disse mænds side var at få skabt en middelklasse med udmærket velstand og på den måde modarbejde de enorme kontraster der fandtes i det danske klassesamfund på den tid. Man var overbevist om at kilden til rigdom lå i jorden, og hermed var det landbruget der skulle optimeres. Man var nødt til at give bønderne et incitament til at arbejde og producere mere. Man ville frigøre bonden og lade markedskræfterne spille ind og oparbejde en god økonomi. Ifølge liberalismen ville bondens frihed føre til selveje, og på den måde aktivere ham for at få gården til at køre godt rundt. Man ville skabe konkurrence og på den måde få de bedste produkter ud af det.
[redigér] Landboreformerne
I tiden inden reformernes frigørelse af bondestanden var vilkårene som før nævnt kummerlige og bundne. Fæstebønderne led under deres godsejeres tyranni og måtte desuden betale et årligt beløb, yde arbejdstjeneste, udføre hoveri og betale tiende til godsejeren - tiende gik dog til staten.
Godsejeren måtte til enhver tid afstraffe fæstebonden, sætte ham i fangehul eller indskrive ham til militsen, hvis bonden f.eks nægtede at overtage en ringe gård. Fæstebønderne kunne ikke forlade deres gård, grundet stavnsbåndet og levede på et eksistensminimum.
Fæstebønderne havde ingen tid til at passe deres egne marker, da hoveriet, indført af Struensee,[12] tog alt deres fritid.
[redigér] Hoveri
Hoveri var det pligtarbejde, som bønderne ydede til hovedgårdenes drift eller til det offentlige. I begge tilfælde var hoveri en del af afgiften for brugen af jord eller bolig.
Hoveriets omfang voksede gennem 1600- og 1700-tallet. Den ældre betegnelse ugedagstjener afspejlede, at der blev en arbejdsdag ugentlig. Igennem 1700-tallet blev hoveriet mere og mere omfattende. Det blev til gårdmandens vigtigste afgift til godsejeren og endte til sidst med at være fire gange så meget værd som landgilden, den årlige afgift, som fæstebonden betalte godsejeren, ofte i form af naturalier.
Omfanget af hoveriet havde aldrig været fastlagt, men godsejerne var flittige brugere af denne gratis arbejdskraft de kunne tvinge fæstebønderne til. Dette resulterede for bønderne, der ikke havde tid til at passe deres egne marker, i fødevaremangel om vinteren.
Ifølge C.F Allen, [13] var bonden forkuet og manglede mod og lyst til nye foretagender. Antallet af selvejende gårde faldt drastisk i midten af 1700-tallet. Det var for besværligt at rive sig fri og prisen var alt for høj; bare for at få lov til at forlade en fæstegård, skulle man betale en afgift der svarede til en bondes årsløn. Denne ordning var en del af stavnsbåndet, der jo netop skulle forhindre udvandring fra fæstegårdene.
Man havde kun to valg: Enten at overtage en ringe fæstegård på sin godsejers befaling, eller at lade sig indkalde som soldat i militæret. Det var stavnsbåndet der sikrede godsejerne denne autoritet over for gårdmændene. Efter stavnsbåndets indførelse i 1733 under Christian 6. måtte den mandlige del af bondebefolkningen ikke længere flytte fra fødegodset uden godsejerens tilladelse.
Aldersgrænserne var oprindelig 14–36 år, men blev i 1742 udvidet til 9–40 år og i 1760 til 4–40 år. Officielt hed det sig at stavnsbåndet blev indført for at genindføre landmilitsen der ellers var afskaffet tre år tidligere. [14]
Afskaffelsen af militsen betød at bønderne nu slap for den forhadte militærtjeneste, og fik frihed til at rejse hvorhen de ville og slippe for det umenneskelige hoveriarbejde under tyranniske godsejere.
Undertrykkelsen af bønderne og krisen i landbruget medførte nu en flugt fra landet, der gjorde, at godserne i høj grad mistede arbejdskraft.
Godsejerne krævede derfor landmilitsen genindført for at forhindre bøndernes flugt fra det kriseramte landbrug, og dermed sikre sig billig arbejdskraft. Landmilitsen blev genindført med det samme, og hang som en trussel over bøndernes hoveder, hvis de nægtede gårdovertagelse. Denne enorme frihedsberøvelse gjorde det svært at få livet til at hænge sammen som bonde.
[redigér] Stavnsbåndsløsningen 1788
Da man havde nået det økonomiske loft i slutningen af 1700-tallet, begyndte man så endelig at frigøre fæstebonden.
Det forhadte og undertrykkende stavnsbånd slap bønderne af med i 1788. Da underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville uden godsejerens tilladelse og uden den urimelige og ubetalelige pris.
Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejerbrødrene Ludvig og Christian Ditlev Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer Anders Peter Bernstorff. Det var disse hovedpersoner der fik det igennem rent politisk, med kronprins Frederiks (d. 6.) store velvilje i ryggen.
Stavnsbåndsløsningen var, som det også nævnes i en kilde i Torbens Hansgårds afhandling Landboreformerne i Danmark, det der holdt det gamle landbosamfund i system.
Det var umuligt for en fæstebonde eller husmand at bryde op med stavnsbåndet, da dette ville blive straffet hårdt, og godsejeren så ingen grund til at stoppe det, da det var en af hans største indtjeningskilder, magtautoriteter og garanti for billig arbejdskraft.
Denne af bønderne forhadte ordning låste hele strukturen sammen og gjorde det urokkeligt. Som V. Falbe Hansen nævner det i en skritflig kilde, [15] skulle der kongelig indblanden til at røre ved denne ubrydelige knude. Så det var et vendepunkt da stavnsbåndet ophørte i 1788. Landbruget trådte ind i en ny blomstrende æra, der også var startskuddet til den kæde af reformer der kom i årene efter.
- Stadig nogen utilfredshed hos mange godsejere
Mange godsejere var dog utilfredse med fæstebøndernes frihed og der var stor debat, da godsejerne nu mistede en betydelig del af deres magt. I sommeren 1790 gik 103 jyske godsejere sammen og skrev et klagebrev direkte til den reformvenlige kronprins Frederik, der jo var den endelige drivkraft bag bøndernes frihed. Heri fremsætter godsejerne deres problemer efter stavnsbåndsløsningen.
De utilfredse godsejere fortæller:
”Bondestanden og almuen har under den højtråbende friheds ånd troet, at al husbondhold var opgivet, og ingen hørighed mere skulle have stede” Denne kilde forefindes i Torben Hansgårds Danmark under Forvandling, kilde 13.5 på side 132.
Godsejerne så ilde på kronprinsen og landbokommissionen hvori Reventlow og Bernstorff sad. Dette var dog kun i begyndelsen indtik pengene væltede ind til dem og deres gårde steg i værdi.
- Kronprins Frederik imødekommer godsejernes kritik
Imidlertid var kronprinsens løsning på dette en lovforordning som han offentliggjorde 25. marts 1791. I Kilde 13.6 er denne lovforordning opskrevet, og her fastsætter kronprins Frederik nogle rammer for hoveriet, som han mener skal fortsætte i en lidt mindre og moderat mængde.
På side 103 – 104 i Danmark under forvandling, ses en debatterende brevudveksling, hvor en godsejer ser sig utilfreds med den foreslåede bondefrigørelse. I kilde 10.1, skriver embedsmand Henrik Stampe [16] sin opfattelse af bondefriheden.
”Det kan ikke nægtes, at jo det alt for stærke bånd, som er lagt på bondestanden, kan have adskillelige følger, og at det rimeligvis ville være mere fordelagtigt for folkemængden, om bondestanden blev tilstået nogen større frihed”
Henrik Stampe udtrykker tydeligt de fordele der må forekomme ved en bondefrigørelse og siger også følgende:
”Det er vist at en godsejer, som begriber og indser sin egen virkelige fordel, behandler sine bønder som sine egne børn og gør sig en fornøjelse af at bidrage til deres bedste og velgående”
Embedsmanden prøver at inddrage andre i sin overbevisning om fordele ved frie bønder, og prøver at udstikke nogle retningslinjer og gode råd til godsejerne. Henrik stampe er fysiokrat og er overbevist om at med større frihed vil bonden opdyrke mere jord og dermed øge velstanden.
Henrik Stampe får et svar fra en godsejer Hoger Rosenkrantz (Holger Rosenkrantz ?).[17] Denne godsejer mener at hvis bonden fik frie tøjler, ville der opstå problemer med den frie vandring de ville foretage. Der ville opstå familie og nabostridigheder, og bønderne ville vandre fra gods til gods mod familie og venners vilje. Rosenkrantz mener at der ville opstå uorden og splittelse, og at med denne frihed ville man miste disciplinen og arbejdsindsatsen. Hvis bonden kunne gøre som han ville, kunne ingen godsejer få ham i ordentligt arbejde, da han blot ville forlade godset hvis noget gik ham på. Rosenkrantz er af den overbevisning at bonden ville misbruge sin frihed.
Han siger følgende i sit brev til embedsmanden:
- ”..derom understår jeg mig ikke at udlade mig videre end at befrygte, slig frihed blev misbrugt og godserne forladte”
Det var klart at godsejerne var de utilfredse i det politiske spil, da det var dem der skulle overdrage autoritet og magt til deres undersåtter. Dette er også et tegn på, at uden kronprins Frederiks reformvenlige syn ville godsejerne havde stået for stærkt til at man kunne indføre reformerne.
I slutningen af 1700-tallet, kort efter stavnsbåndets afskaffelse, fandt en omfattende afvikling af hoveriet sted i Danmark. Dette foregik dels ved overgang til selveje og dels ved lokale aftaler mellem fæstebønder og godsejere.
[redigér] De første stænderforsamlinger 1835–36
I de første stænderforsamlinger 1835–36 blev kravet om afløsning af hoveriet rejst fra bondeside, og i 1838 opfordrede kongen i overensstemmelse med stænderforsamlingerne til en frivillig afvikling og dette skete også i et betydeligt omfang. I 1835 var omtrent halvdelen af alle fæstegodser hoverifrie, og udviklingen fortsatte i de følgende år og styrkedes i 1850 ved en lov, der gav jordejeren eller en tredjedel af de hoverigørende fæstere ret til at kræve hoveriet afløst mod en pengeydelse.[18]
I 1840'erne skete også en omfattende afvikling af det offentlige hoveri. Fæstebønderne kunne nu igangsætte deres egne gårde, og gjorde dette med iver, da de nu var frie og kunne styre deres egne foretagender. Desuden oprettedes den kongelige kreditkasse, der hermed gav samtlige fæstebønder muligheden for selveje. Et positivt afkast af dette var nye former for afgrøder og nyudviklede landbrugsredskaber, der effektiviserede yderligere.[19]
Formålet med reformerne fra regeringens side var at skabe et mere effektivt landbrug der kunne give nogle bedre produkter og efterkomme den store efterspørgsel. Dette ville give prisstigninger og gavne statskassen. Fysiokratismen og liberalismen fik i reformperioden vist sit værd og landbruget blomstrede op og befolkningstallet steg. Regeringens og fysiokratismens fortalere havde fået indfriet deres hensigt og det egentlige formål blev opfyldt i høj grad. Landbruget blev nu til en selvstyrende instans, der ikke behøvede statslig indblanden.
Nu var det markedskræfterne der holdt systemet i gang i stedet for det tidligere stavnsbånd og hoveri. I modsætning til den engelske model, [20] kom de danske landbrugsreformer nedefra og blev indført i bredden, dvs. hos de fæstebønder der i fremtiden skulle sikre den danske økonomi. Det var fæstebønderne der havde startet reformerne med deres utilfredshed over levevilkårene. Senere havde kronprins Frederik (d. 6), Bernstorff samt Reventlow og Colbjørnsen fra landbokommissionen, taget opgaven i deres hænder og ført den ud i samfundet.
[redigér] Landsbystruktur, trevangsbrug, udskiftning, udflytning
Da den almene fæstebonde nu var frit stillet, gav det nogle helt nye muligheder med hensyn til landsbystruktur.
Førhen havde man benyttet sig af trevangsbruget. Her havde man tre store vange hvor man benyttede den ene til vintersæd, den anden til forårssæd og den sidste som brakmark.
Disse tre vange var herefter delt ind i åse og til sidst delt ind i lange rektangulære agre. Gårdene var tæt samlet inde i midten af de tre vange.
- Udflytning
Efter bondens frigørelse i form af selveje, kom udflytningen som en naturlig følge af bondens nye mulighed for at flytte, hvilket endvidere medførte udskiftningen. Dette betød at nogle af bønderne inde fra byen flyttede deres gård ud i markerne, for at gøre strukturen mere effektiv, da man på denne måde kunne opdyrke de yderste marker bedre. Tanken bag denne udskiftning var enkel. Hver gård i landsbyen skulle så vidt muligt have sin jord samlet på ét sted, eller i det mindste fordelt på så få stykker jord som muligt. Jordfordelingen blev holdt inden for det enkelte ejerlavs jorder, og ved samlingen af jorderne skulle alle fæstebønder have akkurat samme jordværdi som inden udskiftningen. Bønderne fik nu kortere til deres jorder og dermed nemmere ved at føre deres agerbrug.
De første tilløb til udskiftning og udflytning fandt sted i 1764–65, men udskiftningen tog først for alvor fart i 1790'erne. Til gengæld gik det hurtigt, da den først kom i gang, og udskiftningen af Danmarks omkring 5000 ejerlav var stort set gennemført omkring 1810.[21]
Den store udskiftning skete i al sin hast, som en følge af de rettigheder og friheder bønderne nu havde fået efter mange års armod.
- Stjerneudskiftning
En anden form for udskiftning var stjerneudskiftningen. Dette fænomen forekom i mindre landsbyer, hvor landsbyen lå centralt placeret på landsbyjorden, og hvor jorden havde en ensartet kvalitet. Her kunne man med fordel lave en stjerneudskiftning, da jordens bonitet var ens.
Det betød, at gårdene blev liggende i landsbyen, og at hver gård fik tildelt et langt kileformet markstykke. Set oppe fra strålede markerne i en stjerneformation ud fra landsbyen.
Stjerneudskiftningen var populær hos bønderne, fordi den betød, at man kunne bevare det tætte landsbyfællesskab og den tryghed, det gav, og at ens jord lå i tilknytning til gården.
- Kamudskiftningen.
Den tredje form for udskiftning var kamudskiftningen, hvor området varierede mellem ager og eng. Her lå gårdene som perler på en snor og havde hver at aflangt stykke i ud fra hver side.
[redigér] Bønderne kunne dog stadig klage
Bøndernes opfattelse af udskiftningen var positiv, dog kunne der forefalde klager når en bonde blev tildelt et stykke ugødet jord der var for ringe til at så i. Generelt så mange landsbyer udskiftningen som den ideelle løsning til større velstand.
Der fandtes dog mange grunde til at landsbyerne udskiftede deres jord.
I kilde 11.5 hos Hansgaard har en bonde i Vollerslev by opbygget en ny gård, da hans gamle brændte. Beliggenheden for den nye gård var helt ude i det yderste af vangene, hvor han fik nogle nye jorder. Disse jorder var ikke blevet dyrket meget da de lå så langt væk og derfor ikke var udpint; de kunne derfor opdyrkes hurtigere og bedre end de marker der lå tættere ved byen. Dette pragteksempel fik hermed flere gårde til at udflytte og Vollerslev fik da en bedre velstand og bedre afgrøder.[22]
Der var også byer der gerne ville udskifte deres jorder, men ikke kunne, da kornet var for ringe. I kilde 11.8 hos Hansgaard har otte bønder i Vindstrup anmodet om at få opmålt jorder i deres vange. Bønderne er dog nødt til at nedlægge en af de otte gårde og dele denne gårds jord ud til de andre for at det kan betale sig. De sender en skriftlig anmodning om at få lov til dette, da de herved kan forbedre deres økonomiske tilstand; de håber at staten vil give dem hjælp og helst støtte til den bonde der må afgive sin gård.[23]
Der var i løbet af udskiftningen mange forskellige incitamenter til at udflytte fra landsbyen, og det varierede meget fra landsby til landsby om det var aktuelt.
Udskiftningen var et populært og profitabelt fænomen der først forekom i 1760'erne. Det er nærliggende at se udskiftningen som et resultat af den stadig vidtgående lovgivning. De første eksemplers magt og overbevisning gav selvforstærkende effekter og satte en kædereaktion i gang i landets landsbyer.
- På side 119 i Danmark under forvandling fremgår det, at 40% af de sjællandske brug var udflyttet i 1790'erne. På Fyn og Jylland lå denne andel på 10 – 20%
[redigér] De efterfølgende virkninger og konsekvenser
- Forbedring af kårene for fæstebønderne og fremgang for godsejerne
Hovedsummen af landboreformerne var en klar forbedring af kårene for fæstebønderne, der nu fik frihed og hermed gav den danske økonomi et stort skub opad.
For godsejerklassen medførte landboreformerne også en umådelig økonomisk fordel i form af værdistigninger på deres gårde.
I 1772 skrev C. D. Reventlow om sin far at han var en mand der ikke ejede andet end sine godser, og på grund af deres dårlige forvaltning var disse ikke meget værd. I 1804 efter landboreformernes gennemførelse, var hans godser og ufæstede gårde nu overtaget af frie og ihærdige bønder der drev dem i stor stil.
Som C. D. Reventlows far selv udtalte:
”Gud har velsignet alting på mit grevskab, skolerne, bønderne, skovene, fattigvæsenet og mine indtægter”[24]
Dette citat giver at klart udtryk for godsejerklassens økonomiske opstigning og forbedrede tilværelse efter landboreformerne.
- Tilspidsning af ejendomsbegrebet
En af de store effekter i landboreformernes kølvand var en tilspidsning af ejendomsbegrebet. Det at bønderne nu blev en slags mini-godsejere med deres egen jord og gårde, gav dem selv interesse i gårdene. Bønderne fik nu interesse i et gå sammen om at beskytte ejendomsretten. Da bønderne nu havde deres egen gård med tilhørende jord, skulle de lære det klare skel mellem dit og mit. Det var svært, da bønderne havde været vant til det store jordfællesskab osv. Men da bønderne kom med på tanken, blev ideen om den private ejendomsret styrket og hver mand opdyrkede og passede på sit eget. Det var i store træk denne tankegang, der gav økonomien det store skub, da alle bønder nu gjorde deres bedste for at få deres gård til at køre rundt og give det størst mulige overskud.
Man fik nu en interesse i ideologien og at få bekræftet sin politiske overbevisning og endda få andre til at tro på den. På denne måde fik man skabt den ønskede middelklasse, der nu gik sammen om samme vilkår, principper og ideologi.[25]
Fysiokratismen og kapitalismen var to ideologier som både godsejere og bønder gik ind for. Det var omkring disse tankegange at man fik skabt den ønskede middelklasse.
[redigér] Husmændene og landarbejderne ladt tilbage
Da der nu var skabt den selvejende middelklasse og man havde den rige adel, stod der nu en ny underklasse tilbage. Denne klasse bestod af husmænd og landarbejdere, hvis kår fik en klar forværring efter landboreformerne, et slags landproletariat. Disse husmænd måtte fortsat arbejde under bøndernes vilkår, der nu virkelig udnyttede denne billige arbejdskraft til at etablere deres egne gårde, da hoveriet overfor husmænd ikke aftog med reformerne.
Husmændene blev bevilget de såkaldte husmandsboliger, og fik så lidt og så dårlig jord, at de var tvunget til at arbejde sig til føden hos bønderne. Husmændene mistede efter reformerne desuden de fælles overdrev hvor de før i tiden kunne have deres kreaturer til græsning.
I kilde 15.3 i Torben Hansgårds Danmark under forvandling, fremgår det tydeligt at husmændene lever på bøndernes præmisser. I denne nedskrevne overenskomst diskuterer nogle gårdmænd i Tåstrup hvad de skal stille op med de husmænd der ville have deres dyr til græsning. En husmand ved navn Niels Jensen er blevet for skrøbelig til at arbejde for sin bonde, og bonden vil derfor ikke længere tage hans ko til græsning.[26]
Husmændenes få rettigheder var blevet fjernet efter landboreformerne. Deres græsningsret blev fjernet, samt deres liv- og arvefæste. De levede på et eksistensminimum og kunne blive smidt på porten når som helst.
Husmændene måtte desuden affinde sig i groft hoveri fra den nye middelklasses side, og nægtede de, blev de tugtet korporligt.[27] Man havde dog givet dem friheden til selv at vælge, hvorvidt de ville leve i fæste eller gå på egen hånd. Dette var dog ikke en mulighed, da et liv på egen hånd for en husmand ville føre til sultedøden.
Husmændene blev holdt i et jerngreb og trak det korte strå i den nye herskende samfundsorden kapitalismen.
- ”Enhver mand for sig selv og gud for os alle, lød det. Man måtte klare sig selv”,
som Charles Dickens formulerede det.[28]
Som det nævnes på side 106 i Danmark under forvandling, så har en skolelærer ved navn Rasmus Pedersen givet udtryk for sin undren over at folk kan lide under så frygtelige kår i et land der flyder i mælk og honning. Rasmus Sørensen nævner sin egen greve som eksempel - en rig mand som havde forbedret bøndernes kår markant, men blot ladet husmændene stå tilbage.[29]
I årene efter reformerne fortsatte husmændenes elendighed, børnene døde af kronisk underernæring, og hungersnød var et vilkår for mange husmænd om vinteren og foråret.[30] Resultatet var en tredelt klasseopdeling: landproletariat, bondestand og adel.
Hele samfundet fik øget velstand gennem landbrugets øgede produktion i form af mere og bedre jordopdyrkning, men husmændene var blevet glemt og fik en tilværelsesmæssig tilbagegang med reformerne.
[redigér] Tillæg: befolkningskategorier
Fra folketællingen 1801 ved vi, at 20% af Danmarks befolkning boede i byerne, mens 80% boede på landet.
Landbefolkningen fordelte sig således:
Stand | Anslået antal |
---|---|
Aristokratiet | 4.000 |
Gårdmandsstanden | 260.000 |
Husmænd med lidt jord | 143.000 |
Husmænd uden jord | 77.000 |
Daglejere og inderster | 57.000 |
Tyende | 123.000 |
Fiskere | 9.000 |
Fattiglemmer | 19.000 |
Omvandrende proletariat | ?? |
(Kilde: Frilandmuseets Jubilæumsside)
[redigér] Noter
- ↑ I dansk sammenhæng var tiende en skat til kirken, som blev indført i begyndelsen af 1100-tallet under kong Niels (1104–1134). Bønderne skulle betale en tiendedel af deres afgrøde, og den blev delt i tre dele: til opførelse og vedligeholdelse af kirkerne, til underhold til præster og til biskopperne.
- ↑ Muligvis denne bog: Engberg, Jens (1973). Dansk guldalder eller Oprøret i tugt-, rasp- og forbedringshuset i 1817. Rhodos. DK5=96.4. ISBN 87-7496-361-9
- ↑ "Den store Landbokommission": Kommissionen havde til opgave at undersøge og stille forslag om proprietærers og fæstebønders indbyrdes rettigheder og pligter. Kommissionen ophævedes ved reskript 20. marts 1816. [1]
- ↑ Fra Torben Hansgårds – Danmark under forvandling, s. 91 "Det idémæssige grundlag"
- ↑ 5,0 5,1 Se opslaget om merkantilismen
- ↑ Francis Quesnay 1694–1774,var en fransk forfatter og kongelig livlæge, udgav i 1758 ”Tableau economique”, hvori han redegjorde for fysiokratismen.
- ↑ Fra Torben Hansgårds afhandling: Danmark under forvandling. Se også "Fysiokrater" og den engelske Physiocrats, der har et fint skema over Quesnays Tableau Économique fra 1758
- ↑ Citerede slagfraser er fra Torben Hansgårds bog Danmark under forvandling, s. 93
- ↑ Christian Ditlev Reventlow 1748–1827, dansk statsmand, godsejer og lensgreve.
- ↑ Andreas Peter Bernstorff 1735–1797, dansk godsejer og politiker.
- ↑ Christian Colbjørnsen, jurist og embedsmand
- ↑ Johann Friedrich Struensee, 1737–1772 var en tysk læge og politiker født i Halle i Tyskland. Struensee fremsatte næsten 2.000 forordninger i sin magtperiode, heraf hoveriet i Danmark.
- ↑ C. F. Allen: Håndbog i Fædrelandets historie
- ↑ Nævnte lovbestemmelser er fundet på aaa.dk og DanskeKonger.dk
- ↑ V. Falbe Hansen Stavnsbaandsløsningen og landboreformerne, uddraget er fra T. Hansgårds Landboreformerne i Danmark
- ↑ Er det mon denne Henrik Stampe, 1713–1789, jurist, generalprokurør og statsminister ?
- ↑ Hoger Rosenkrantz brev er kilde 10.2 i Danmark under forvandling s. 104 øverst.
- ↑ Nævnte lovbestemmelser er læst på http://www.arhuslokalhistorie.dk samt http://www.danskekonger.dk
- ↑ Materiale fra AarhusLokalhistorie.dk
- ↑ I England indførte man landbrugsreformerne ved at øge godsdriften frem for at forbedre de enkelte bondegårde. Man satsede på toppen i stedet for bunden.
- ↑ Tal er læst i en kilde på http://www.aaa.dk – Et ejerlav er en sammenslutning af grundejere der har ensartede fælles rettigheder og forpligtelser.
- ↑ Berettende kilde 11.5 på side 114 i Danmark under forvandling.
- ↑ Skriftlig brevkilde 11.8 på side 117 - 118 i Danmark under forvandling.
- ↑ Citat fra Torbens Hansgårds Landboreformerne i Danmark, s.205 nederst. Reventlows far var selv godsejer ligesom han selv, men gik ind for bondefrigørelsen. Både Reventlow og far var store tilhængere af fysiokratisme og kapitalisme.
- ↑ Ejendomsret er grundlæggende det forhold at man som menneske kan eje ting, som andre således ikke kan råde over. Ejendomsretten er således dels et forhold mellem ejeren og det ejede, dels et forhold mellem ejeren og samfundets øvrige medlemmer. Således bestemt af både Torben Hansgårds Danmark under forvandling og Wikipedia
- ↑ Fra Danmark under forvandling, s. 142.
- ↑ Om træhesten fra Nationalmuseet : "Der er en gammel og rodfæstet tradition for at se træhesten som selve symbolet på bondens undertrykte status. ..."
- ↑ Charles John Huffam Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870) engelsk, victoriansk forfatter. Citatet er fra Danmark under forvandling, s. 206 midt.
- ↑ Rasmus Sørensen var en sjællandsk skolelærer, der udtrykte sin forargelse over den ellers rige godsejer F. A. Holsteins behandling af husmænd
- ↑ Som det nævnes på side 206 nederst i Danmark under forvandling, var sulten den største fjende for husmændene.
[redigér] Se også
- Stavnsbåndet – Hoveri – Vornedskab – Fæstebonde – Træl – Slave
- Bondegård – Herregård – Gods – Landbrug – Udskiftning – Plov – Landbrugsredskaber
- Daglejer – Inderste – Boelsmand – Husmand – Bonde – Gårdmand – Herremand – Håndværker – Proletar
- Merkantilisme – Fysiokratisme, Francis Quesnay – Liberalisme, Adam Smith, David Ricardo, – Kapitalisme, Karl Marx
- Frihedsstøtten er en 20 meter høj obelisk, rejst af københavnske borgere som et monument til minde om stavnsbåndets ophævelse. Grundstenen nedlagdes af kronprins Frederik (senere Frederik 6.) den 31. juli 1792.
[redigér] Litteratur
- Hansgaard, Torben (1981). Landboreformerne i Danmark i det 18. århundrede : problemer og synspunkter.København: Landbohistorisk Selskab. Kildematerialer beregnet for gymnasiet og HF. DK5=63.093. ISBN 87-7526-081-6
- Hansgaard, Torben (1988). Danmark under forvandling : på landboreformernes tid : træk af det danske bondesamfund 1700–1870. Aalborg: Marko. Lærebog for gymnasiet og HF. DK5=63.093. ISBN 87-88279-62-6
- Engberg, Jens (1973). Dansk guldalder eller Oprøret i tugt-, rasp- og forbedringshuset i 1817. Rhodos. DK5=96.4. ISBN 87-7496-361-9
- Falbe-Hansen, V. (1889, 1975). Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne set fra Nationaløkonomiens Standpunkt. Reprografisk genudgivet. København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie. (2 bind). DK5=63.093. ISBN 87-7500-855-6
- Bjørn, Claus (1988). Landboreformerne : forskning og forløb. Odense: Landbohistorisk Selskab. DK5=63.093. Udgivet af Københavns Universitet i anledning af 200 året for stavnsbåndets ophævelse. ISBN 87-7526-088-3
- Af indholdet: Ole Feldbæk: Kongen bød - - - Enevælden og reformerne. Johny Leisner: Den oplyste enevælde : historien om en dansk succes. Karl-Erik Frandsen: Kulturlandskabet under forandring - Landboreformerne på Falster. Erik Helmer Pedersen: Bønder og penge - reformer og landbrug 1750–1800. Claus Bjørn: Landboreformerne set fra neden - bondeforhåbninger og bondeprotester.
[redigér] Eksterne henvisninger
- DanskeKonger.dk og LANDBOREFORMERNE 1750–1850, to hjemmesider der har været brugt til denne (HF?)-opgave
- Hvad var landboreformerne?, fra Reventlow.dk – EMU, Danmarks Undervisningsportal
- Oversigt over danske landreformer, tidslinien viser forløbet i de landboreformer i Danmark, der bl.a. indførte og siden ophævede Stavnsbåndet og regulerede hoveriarbejdet og de andre forordninger, som fæstebønderne var underlagt.
- "... Frihedstøtten er finansieret og rejst af københavnske borgere som tak for hoveriets og Stavnsbåndets afskaffelse.
- Stavnsbåndet var ikke en direkte hindring for borgerne i København bortset fra, at det bremsede for tilgang af arbejdskraft fra landet. Støtten blev et udtryk for borgernes mere vidtgående frihedsdrømme, som fik næring af den revolutionære begejstring i Frankrig. Revolutionen i 1789 inspirerede københavnerne til at samle penge ind til frihedsstøtten. ..."
- Dagliglivet i landsbyerne. "... Omkring 1700 boede langt de fleste mennesker i Danmark på landet. Landskabet var dengang præget af store områder med uopdyrket jord (overdrev) og landsbyer, hvor gårde og huse lå tæt sammenbyggede. Omkring landsbyen lå de opdyrkede jorder. ...". Med akvareller af Rasmus Christiansen. Serien omfatter en lang række akvareller fra 1920'erne.
- Billeder fra et museum for plove. ("Bildergalerie") Man kan blandt andet se billeder af svingploven der senere i århundredet skulle erstatte den gamle hjulplov
- Den gamle tunge hjulmuldfjælsplov blev efter engelsk forbillede afløst af svingploven, som kunne manøvreres af en mand og to heste og svinge på en tallerken. Svingploven blev således forudsætningen for den ny tids landbrug. Nye redskaber, afgrøder og dyrkningsmetoder kom til og gav stor produktionsfremgang for dansk landbrug i 1800-tallet samt baggrund for bøndernes politiske magtovertagelse i 1901. [2]
- Plovens historie, engelsk side – "Rotherham Swing Plough", en engelsk svingplov fra 1730, længe før den kom til Danmark