Løsgænger
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En løsgænger er et medlem af Folketinget (eller en anden folkevalgt instans), der ikke er medlem af et parti.
Normalt bliver man løsgænger ved at melde sig ud af partiet i valgperioden. Løsgængeri er langt almindeligere i kommunalpolitik end i Folketinget, bl.a. fordi partiapparaterne spiller en langt større rolle i forhold til sekretær- og ekspertbistand i landspolitik end lokalt, ligesom det i Folketinget er en stor fordel at emneområderne er fordelt på flere medlemmer.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kendte løsgængere
[redigér] Folketingspolitikere
- Anne Grete Holmsgaard og Jørgen Lenger (i Folketinget som løsgængere 1/7 1986 – 12/9 1986 efter brud med VS og før de gik ind i SF.)
- Jacob Haugaard (valgt udenfor partierne, i Folketinget 1994-98)
- Anders Møller (i Folketinget som løsgænger 2002-5)
- Peter Brixtofte (i Folketinget som løsgænger 2004-5)
- Flemming Oppfeldt (i Folketinget som løsgænger 2004-5)
Se flere på Folketingets hjemmeside
[redigér] Kommunalpolitikere
- Finn Rudaizky (i Københavns Borgerrepræsentation som løsgænger 2005-)
- Winnie Berndtson (i Københavns Borgerrepræsentation som løsgænger 2005-)
[redigér] Løsgængeri
Tidligere benyttedes ordet løsgænger om personer, der ikke ernærede sig ved et lovligt erhverv (og ej heller havde formue at leve af). Straffelovens § 199 havde indtil 1999 (hvor den blev ophævet) denne ordlyd:
- § 199. Hengiver nogen sig til lediggang under sådanne forhold, at der er grund til at antage, at han ikke søger at ernære sig på lovlig vis, skal der af politiet gives ham pålæg om at søge lovligt erhverv inden en fastsat rimelig frist og så vidt muligt anvises ham sådant erhverv. Efterkommes pålægget ikke, straffes den pågældende med hæfte eller med fængsel indtil 1 år. Pålægget har gyldighed for 5 år.
- Stk. 2. Som lovligt erhverv anses ikke spil, utugt eller understøttelse fra kvinder, der ernærer sig ved utugt.
Prostituerede blev tidligere sigtet efter Straffelovens § 199.
