H.C. Hansen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hans Christian Svane Hansen (født 8. november 1906, død 19. februar 1960), dansk statsminister fra 29. januar 1955 til 19. februar 1960.
H.C. Hansen var født i en arbejderfamilie i Århus og blev udlært som typograf. Han tilsluttede sig tidligt Socialdemokratiet og var var 1933 til 1937 formand for DSU.
Han blev valgt til Folketinget i 1936 og sad der til sin død. Han arbejdede nært sammen med den senere statsminister Hans Hedtoft og afløste denne som partisekretær i 1939. Den tyske besættelsesmagt tvang ham væk fra denne post. Han sad i det illegale kontaktudvalg mellem politikere og Frihedsrådet.
I befrielsesregeringen i 1945 blev han finansminister, en post han fik igen under Hedtofts regering fra 1947 til 1950.
I 1953 blev han udenrigsminister, og da statsminister Hedtoft døde i januar 1955, var det naturligt, at H.C. Hansen overtog regeringschefansvaret, men han bevarede posten som udenrigsminister indtil 1958. Han blev ramt af en kræftsygdom og døde i 1960.
H.C. Hansen var med til at føre Danmark ind i Atlantpagten, senere kaldet NATO, i 1949 og var en stærk tilhænger af samarbejdet med USA og de vesteuropæiske demokratier. Under forhandlingerne om Vesttysklands optagelse i NATO i 1955 lykkedes det H.C. Hansen med København-Bonn-erklæringerne at sikre rettighederne for det danske mindretal i Sydslesvig.
Han var stærkt antikommunistisk indstillet og lod sig ikke kue af de store demonstrationer i 1956, da et mæglingsforslag blev ophøjet til lov. Han var resultatsøgende, og det var under hans regering, at folkepensionen blev indført i 1957.
Samtidig var han et lyrisk menneske, der helt siden de unge dage skrev digte og sange, som han selv gerne var med til at foredrage.
