George 3. af Storbritannien
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
malet af Allan Ramsey
George 3. (George William Frederick) (4. juni 1738 – 29. januar 1820) var konge af Storbritannien og Irland, fra 25. oktober 1760 til 1. januar 1801, og derefter konge over Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland til sin død. Han var samtidig hertug over Hannover, og fra 12. oktober 1814 blev han konge af Hannover efter Napoleon 1.s nederlag. George var den tredje britiske monark af slægten Hannover.
Han giftede sig i 1761 med Charlotte-Sofie af Mecklenburg-Strelitz.
George 3. var dårligt begavet og en tungsindig natur, men flittig og interesseret i statsstyret. Han var den sidste engelske konge som for alvor søgte at hævde en stærk personlig magt, og styrede indirekte ved hjælp af især konservative regeringer. Under hans regeringsperiode mistede Storbritannien mange af sine kolonier i Nordamerika, da USA blev dannet 1776-1783. Nederlaget i disse krige knækkede hans personlige indflydelse, og parlament og regering fik atter væsentlig magt under bl.a. William Pitt den Yngre. Georges resterende tid prægedes udadtil af den Franske Revolution og Napoleonskrigene, indadtil af den industrielle revolution.
I 1765 og 1788 havde han anfald af sindssyge, og i 1805 blev han blind. Man mener hans sygdom var virkninger af sygdommen porphyria (en nedsat aktivitet af et enzym i leveren). I 1811 blev han så syg, at hans ældste søn, den senere George 4., måtte overtage regentskabet
[redigér] Se også:
