Frikirke
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En frikirke er en kirke der er økonomisk uafhængig af Staten og Folkekirken. Medlemmerne af en frikirke bidrager direkte til at opretholde kirken økonomisk, og hjælper via frivilligt arbejde. De fleste frikirker har intet fast kontingent.
Der er ca. 300 frikirker i Danmark - store og små, ’gammeldanske’ og ’nydanske’. Tilsammen har de ca. 25.000 medlemmer.
Frikirker er ikke på nogen måde underlagt en statslig kontrol (kirkeministeriet) og er heller ikke støttet af staten. Det betyder, at frikirker er frie til at udforme deres gudstjenester og aktiviteter, som de vil. Derfor vil gudstjenesterne ofte opleves spontane og meget forskellige fra hinanden.
Men grundlæggende gælder det: 1. Man er først medlem, når man selv ønsker det - og man kan til enhver tid melde sig ud igen. 2. Man inviteres til at engagere sig personligt i gudstjenester og aktiviteter – bl.a. gennem sang og musik. 3. Man får mulighed for indflydelse efter devisen: dem, der engagerer sig, er også dem, der påvirker udviklingen.
Når det gælder økonomien, må frikirkerne stort set klare det selv. Er man glad for frikirkemodellen, og vælger man den som sin kirkeform, ved man også, at der er noget, der skal betales: Lokaler, medarbejdere og aktiviteter. Og det gør man så, dog ikke over et fast medlemsgebyr, men ved frivillige bidrag.
Frikirker, som er oprettet på Folkekirkens bekendelsesgrundlag, kalder sig ofte frimenigheder.
En række frikirker, heriblandt Apostolsk Kirke, Baptistkirken og flere pinsemenigheder, har dannet netværket Frikirkenet.
[redigér] Frikirkesamfund i Danmark
- Adventistkirken
- Apostolsk Kirke
- Baptistkirken
- Christian Science
- Evangeliske-Lutherske frikirke
- Metodisterne
- Pinsebevægelsen
- Unitarisk Kirkesamfund
- Vennernes Samfund (Kvækerne)
- Det Danske Missionsforbund
Selvstændige kirker Der er desuden opstået en række selvstændige frikirker de senere år. En af de første selvstændige frikirker begyndte i 1947. Kristent Fællesskab startede som en gruppe i København og blev senere udvidet med bibelundervisning, ungdomsarbejde, lejre og stævner. I 1955 blev frikirken etableret i København og siden er Kristent Fællesskab også dannet i Hillerød og Odense. I 1970'erne kom der på ny en vækkelse i etablerede kirkesamfund med fokus på Helligånden. ”Den karismatiske fornyelse” påvirkede lutherske, reformerte og katolske kristne fra stort set alle kristne grupperinger verden over. De engang så særegne ’pinse-fænomener’ som tungetale, lovsang, profeti og bøn for syge med håndspålæggelse var nu ikke længere et særkende for ’pinsefolk’, men kunne opleves i de fleste kristne sammenhænge. De karismatiske udtryksformer var ikke velsete i alle etablerede kirker, og derfor opstod der igen nye frikirker ved siden af de gamle kirkesamfund. Det viste sig op igennem 1980’erne, at disse frie ”uafhængige” kirker med tiden bevægede sig i to retninger – den ene præget af den såkaldte ”trosbevægelse”, hvor man lagde stor vægt på Bibelens løfter om helbredelse og fremgang – den anden med fokus på nære relationer og enhed mellem alle kristne. De selvstændige kirker på begge fløje har ingen samlet identitet og tæller skønsmæssigt ca. 2000 medlemmer i ca. 50 frikirker og huskirker.
