Esbønderup
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Esbønderup er en mindre by i Nordsjælland med 821 indbyggere (2004), hele Esbønderup Sogn har 3.194 indbyggere (2006). Byen var tidligere hovedby i Esbønderup-Nødebo kommune, men har fra 1970 været del af Græsted-Gilleleje Kommune. Fra 2007 vil byen indgå i den nye storkommune Gribskov Kommune.
Byen består af en mindre kerne af ældre huse fra 1800-tallet, omgivet af parcelhuse fra 1960'erne og frem.
Byen har Danmarks ældste sygehus (1755). Derudover er byen udstyret med plejehjem, supermarked, børnehave, kirke, skole, bostedsinstitution og større arbejdsinstitution.
[redigér] Esbønderup i kulturen
- Esbønderup optræder i digtet Kirsten og vejen fra Gurre af Frank Jæger:
- Esbønderup. Det hvide hospital.
- En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
- Dit blik fik gule marker med sig hjem.
- Nu ejer du en længsel efter dem.
- Afslutningsscenen i den danske film Soldaterkammerater på bjørnetjeneste fra 1968 er optaget i og ved Esbønderup Gadekær.
- Esbønderup var den første by i Nordsjælland der kom med i det globale Yellow Arrow kunstprojekt. Se Esbønderup på Yellow Arrows hjemmeside
- Sankt Laurentius er Esbønderups skytshelgen. Et kalkmaleri af Laurentius er således at finde i Esbønderup Kirke. Hans attribut er en rist, som alluderer til hans martyrium. Risten ses derfor i Esbønderup–Nødebos byvåben.
[redigér] Bebyggelser
- Esbønderup Gyde er en bebyggelse i den sydlige del af Esbønderup, og er kendetegnet ved ældre bygninger fra 1850'erne. Derudover er der i 1980'erne og 1990'erne opført en række nye villaer og parcelhuse.
- Esbønderup Huseby er en bebyggelse i det vestlige Esbønderup. Bebyggelsen skrækker sig fra Gillelejevej i øst til Gribskovs skovbryn i vest. Bebyggelsen består af ældre, men velholdte, ejendomme.
- Esbønderup Kohave ligger syd for Esbønderup i umiddelbar nærhed af Esbønderup Skovhuse.
- Esbønderup Skovhuse er en mindre bebyggelse syd for Esbønderup. Området var tidligere kendt for sine sære eksistenser bl.a. bestående af krybskytter og kulsviere. I dag er bebyggelsen kendetegnet ved større villaer og velholdte gårde og husmandssteder.
[redigér] Se også
- Strand Esbønderup - En landsby og et sommerhusområde ca. 2 km vest for Gilleleje.