Erling Olsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erling Olsen, dansk politiker, født 18. april 1927. Søn af historikeren Albert Olsen og broder til rigsantikvar Olaf Olsen
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne i 1964-1968, 1971-1973 og 1975-1998. Boligminister 1978-1982. Justitsminister 1993-1994 og Formand for Folketinget 1994-1998.
Erling Olsen voksede op i Århus og København. Under Anden Verdenskrig måtte han flygte med sin familie til Sverige fordi moderen var jøde. Efter krigen læste Erling Olsen nationaløkonomi ved Københavns Universitet og blev cand.polit. i 1953 og dr.polit. i 1971.
Sideløbende med sin politiske karriere har Erling Olsen haft en lang række poster, især i universitetsverdenen. Han virkede i en årrække som professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet og RUC.
I 1970 blev han udpeget som RUC's første rektor og udkæmpede i kølvandet på ungdomsoprøret mange slag med de mange marxistisk-inspirerede studenter og undervisere. Ved rektorvalget i 1973 blev han væltet.
I forbindelse med dannelsen af SV-regeringen blev Erling Olsen i 1978 boligminister og sad frem til Anker Jørgensens sidste regering afgik i 1982.
Efter en længere periode i relativ ubemærkethed blev Erling Olsen af Poul Nyrup Rasmussen hentet ind som justitsminister i 1993 efter at Pia Gjellerup gik af kort efter regeringsdannelsen. Her huskes han især for diskussionerne om politiets optræden på Christiania og ved urolighederne på Nørrebro i forbindelse med folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen.
Efter folketingsvalget i 1994 blev Erling Olsen formand for Folketinget og gennemførte her en større reform kaldet Olsen-planen, der skulle styrke Folketingets muligheder over for regeringen. Han genopstillede ikke til folketingsvalget i 1998.
[redigér] Kilder
Erling Olsen, Fra ælling til ugle. Fremad Paperback, 1999. - ISBN 87-557-2266-0
