Erik Arup
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erik Arup (22. november 1876 - 1951) var en dansk historiker og professor.
Arup blev i 1898 tildelt Københavns Universitets Guldmedalje og blev i 1907 dr.phil på afhandlingen Studier i engelsk og tysk handels historie. En undersøgelse af kommissionshandelens praksis og theori i engelsk og tysk handelsliv 1350-1850. 1908-1914 var han arkivar (fra 1909 overarkivar) i Udenrigsministeriet. 1914 blev han udnævnt til departementschef og statsrådssekretær. 1. februar 1916 afløste han Kristian Erslev som professor i historie ved Københavns Universitet, en stilling han besad frem til 31. januar 1947. Fra 1. oktober 1935 var han professor Rostgardianus.
Arup hovedværk var en danmarkshistorie, Danmarks Historie, 1–3 (København 1925-55), hvis to første bind blev udsat for kraftig kritik ved udgivelsen i henholdsvis 1925 og 1932. Det må betragtes som hovedårsagen til, at Arup aldrig færdiggjorde værket, og at tredje bind først blev udgivet efter Arups død af eleven Aksel E. Christensen. 1961-67 blev danmarkshistorien fotografisk optrykt i fire bind. Aksel E. Christensen stod også for udgivelsen af Erik Arup: Udvalgte Afhandlinger og Anmeldelser, 1-2 (København 1977), der rummer materiale fra tiden 1900-47.
Et hyppigt brugt citat stammer fra Erik Arups anmeldelse af Vilhelm Grønbech, Religionsskiftet i Norden, i Historisk Tidsskrift (1914), side 107-108, hvor Arup siger, at historieskrivning handler om "at digte over de Kendsgerninger, der virkelig kan udsondres af Kilderne som tilforladelige, over dem alle, ikke imod dem og ikke udover dem".
I 1939 blev Arup part i en retssag mod historikeren Vilhelm la Cour. Sagen havde sine rødder tilbage i 1936, hvor Vilhelm la Cour havde tabt til Albert Olsen i konkurrencen om professoratet efter Aage Friis. Arup havde siddet i ansættelsesudvalget og været hovedårsagen til, at la Cour ikke blev ansat. Senere ansøgte la Cour om et professorat på Aarhus Universitet, men trak sig tilbage, da han fandt ud, at Arup var med i ansættelsesudvalget. 3. november 1938 offentliggjorde la Cour sin begrundelse for at have trukket sin ansøgning. Den indeholdt en række kraftige beskyldninger mod Arup, som fik rektoren ved Københavns Universitet til at presse statsadvokaten til at lægge sag an for injurier. Sagen kom for retten i Helsingør 29.-31. marts 1939. Ingen vandt, men la Cours anklager mod Arup blev kendt ubeføjede, uden at han blev idømt bøde for dem.
[redigér] Litteratur
- Inga Floto: "Venskab. Korrespondance mellem Erik Arup og Lauritz Weibull" i Historisk Tidsskrift 95:2 (1995), s. 241-97
- Thyge Svenstrup: Arup. En biografi om den radikale historiker Erik Arup, hans tid og miljø, Museum Tusculanums Forlag:København 2006 ISBN 87-635-0347-6
