Danmarks Nationalbank
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Danmarks Nationalbank er Danmarks centralbank og har i dag som formål "at opretholde et sikkert pengevæsen og at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning". Nationalbanken opererer uafhængigt af regeringen og folketinget i regulering af pengepolitikken. Den nuværende direktør for nationalbanken hedder Nils Bernstein.
Nationalbanken i København blev oprettet d. 1. august 1818 som et privat aktieselskab og fik af Frederik VI eneret på at udstede sedler i 90 år. Nationalbanken skulle være uafhængig af staten. Det skyldtes, at erfaringerne fra bl.a. statsbankerotten havde vist, at det var for farligt at lade staten stå for seddeludstedelsen. Dette var et brud med enevældens princip om, at al magt lå hos kongen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] De første år
I de første år var Nationalbankens opgave primært at få styr på seddeludstedelsen, så man igen kunne sikre sig, at der var dækning for de sedler, der var udstedt. I 1845 indførte man sølvmøntfoden, hvilket betød, at man til enhver tid kunne få ombyttet sine sedler til sølvmønter. For at styre seddelomløbet og hvor meget der blev udlånt indførte man i 1856 diskontoen, som gav banken et instrument til at styre renten. I 1875 gik Danmark væk fra rigsdaleren og over til kroner. Samtidig tiltrådte Danmark konventionen om Den Skandinaviske Møntunion, som betød, at alle de skandinaviske lande indførte guldfoden og brugte samme regneenhed, kronen. Desuden havde man de samme værdier på mønterne. Den skandinaviske møntunion holdt op til 1. verdenskrig. Samtidig blev guldindløseligheden suspenderet, efter at man i løbet af én dag havde indløst sedler mod guld for over 5 mio. kr. ud af et seddelomløb på 156 mio. kr. Guldfoden blev først genindført i 1924.
[redigér] 1920'erne
I løbet af 1920'erne måtte Nationalbanken hjælpe flere banker, der var kommet i økonomiske problemer. I forbindelse med depressionen i 1930'erne opgav Danmark endeligt guldfoden i 1931 og etablerede i 1932 Valutacentralen. Den skulle administreres af Nationalbanken og sørge for rationering af fremmed valuta. Valutacentralen var en stor hindring for erhverslivet, som det bl.a. ses i Matador, og blev meget kritiseret.
Nationalbanken fik et fast lovgrundlag i 1936, efter at den oprindelige eneret på at udstede sedler var blevet forlænget i 1907. Det lovgrundlag er stadigt gældende. Inden 2. verdenskrig blev alt nationalbankens guld sendt til USA i sikkerhed. Under 2. verdenskrig blev Danmark tvunget til at finansiere den tyske besættelse. Ved krigens slutning var den samlede tyske gæld til Nationalbanken 7.611 mio. kr., som dog blev overtaget af staten.
Under besættelsen var der sket en væsentlig forøgelse af seddelomløbet. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne, var en mindskelse af seddelomløbet én af de første opgaver efter krigen. Derfor blev der med start d. 23. juli 1945 foretaget en pengeombytning. Nationalbanken havde faktisk allerede i 1943 i hemmelighed begyndt fremstillingen af en ny seddeltype.
[redigér] Fra 2. verdenskrig og til i dag
Efter krigen tilsluttede Danmark sig Bretton Woods-systemet og Den Internationale Valutafond, som skulle sikre, at de forskellige landes valutaer ikke svingede mere end +/-1% i værdi i forhold til dollaren. Bretton Woods-sytemet brød dog sammen i 1971. Derfor gik Danmark i 1972 med i slangesamarbejdet sammen med de andre EF-lande. Fra 1979 deltog Danmark i ERM samarbejdet inden for det Europæiske Monetære System, hvilket betød, at de forskellige valutaer kunne svinge med op til +/- 2,25% overfor hinanden. Der var dog mulighed for, at man kunne foretage devalueringer, hvilket Danmark benyttede sig af flere gange. Efter at den borgerlige regering kom til magten i 1982, besluttede man dog ikke at bruge valutakursen som et aktivt instrument i den økonomiske politik. Den sidste danske devaluering kom dog først i 1987 i form af en opskrivning af den tyske mark over for en kurv af valutaer bl.a. den danske krone. ERM-samarbejdet brød sammen i 1993. Siden Euroens ikræfttræden har Danmark dog været en del af ERM2-samarbejdet, så kronen højest må svinge med +/-2,25% over for euroen. I praksis har Nationalbanken dog sørget for, at valutakursen holder sig inde for et meget snævere bånd.
