Brun bi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Nogle brune bier
|
|||||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|
De brune bier (Apis mellifera mellifera) er betegnelsen for de oprindelige bier i det nordlige Europa. Disse bier forekommer stadig i stort antal i hele Nordeuropa, selv om der gennem de sidste hundrede år er indført andre biracer, f.eks. Apis mellifera carnica (der også har et brunt ydre) og Apis mellifera ligustica, der er gulbrun.
I 1800-tallet blev de brune bier bragt ud til de engelske kolonier i blandt andet New Zealand, Australien og Tasmanien. Der kom også mange til Sydamerika, hvor de sidst i århundredet indgik i - lidt ufrivillige - krydsninger med afrikanske bier. Disse er i dag kendt som de afrikaniserede bier, der er berygtede for deres aggressivitet, men også skattede for deres honningudbytte.
I 1920'erne blev de brune bier i England ramt af en sygdom, der blev forårsaget af en lille mide, der kravlede ind i biernes trakéer - ånderør. De kaldes derfor trakémider. Det gik især ud over de mørkeste stammer af den brune bi, men det lykkedes en munk, Broder Adam, at fremavle en krydsningsbi på grundlag af de tilbageværende lysere brune bier og indførte ligusticabier. De blev kaldt Buckfastbier efter det kloster, Broder Adam tilhørte. Buckfastbierne er modstandsdygtige overfor trakémider, men da det ikke er en race, men en hybrid, skal den hele tiden fornyes efter de samme krydsningsprincipper. Hvis man undlader dette, men lader dem parre sig frit, får efterkommerne tilbagefald, honningudbyttet falder drastisk og bierne bliver meget aggressive.
I begyndelsen af 1990'erne opstod der et ønske om at fremavle buckfastbien i Danmark, og øen Læsø blev udset til forsøgsområde. Her fandtes efter sigende verdens sidste rest af den brune bi. Den var dog meget plaget af indavl og sygdomme som europæisk bipest. Alligevel blev den fredet, og stort set alle andre bier af carnica og ligusticaracen blev udryddet. Ved starten af fredningen blev det oplyst, at der var ca 400 brune bifamilier, men skønt der sammenlagt gennem mere end 10 år blev ofret et tocifret millionbeløb på projektet, er der i 2004 kun ca 30 brune bifamilier tilbage. Denne tilbagegang må væsentlig tilskrives indskrænkninger i det genetiske materiale, men der blev i 1998 åbnet op for import af A.m.m. til Læsø fra hele Europa.
