Billedstabilisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Billedstabilisering er en familie af teknikker som forøger stabilisering af billeder og anvendes blandt andet ved fotografering og videooptagelser samt i kikkerter og teleskoper.

Ved eksempelvis fotografering og videooptagelser, er fordelen ved billedstabilisering, blandt andet, muligheden for at tage/ optage billeder i langt svagere lys end normalt uden at billederne bliver uskarpe.

Det vil sige at ved at tage et håndholdt billede kan væsentlig længere lukketider anvendes, eksempelvis kan 1/25 sekund erstattes med ½ sekund, når det gælder fotografering.

Stabilisering ved fotografering kan opnås ved tre forskellige metoder afhængig af kameratype og objektiv

Stabiliseringsmodul i objektivet. Blev introduceret af Canon i 1995 efter et større udviklingsarbejde. I objektivet er der installeret et stabiliseringsmodul med en gyro, som registrerer bevægelser. Ved rystelser af apparatet bevæges linserne i objektivet modsat den udførte bevægelse, med neutralisation til følge.

Stabiliseringsmodul i apparatet. Blev introduceret af Konica Minolta. I kameraet er der installeret et stabiliseringsmodul, hvor billedchippen kompenserer for rystelser. Modulet fungerer i et samspil mellem en gyro og en aktiveringsmotor, som bevæger billedchippen, med neutralisation til følge.

Digital stabilisering. Denne metode anvendes især i videokameraer og virker ved foretage en beskæring af billedet. Det udsnit der udtages bliver så flyttet i modsat takt af kameraets bevægelser, og rystelser vil dermed blive udkompenceret. Systemet er kompakt og virker uden bevægelige dele; til gengæld reduceres sensorens anvendelige areal og desuden kan den digitale justering ofte anes som uro i billedet.