Behøvling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Behøvling er en af de skikke der helt afgjort er opfundet af snedkere til brug ved svendeindvielse; det tidspunkt, hvor en lærling var udlært, færdig med at være "dreng" og nu stod for at skulle optages i svendenes laug; han skulle med andre ord til at være behøvlet.

Skikken er på flere måder enestående, primært fordi ingen andre fag har haft et så omfattende ceremoniel i en sådan anledning, sekundært fordi studenterne rundt på Europas universiteter lånte den hos snedkerne. Henning Henningsen er i sin bog direkte negativ når han omtaler lignende skikke i andre danske træsmedefag i "Behøvling og Hønsning". Det er således kun karetmagerne han kan berette om, at de har bevaret en fikserkande på Nationalmuseet. Kanden har gennembrudt rand, så den der drikker kommer til at spilde - med mindre han kender fidusen og suger øllet op gennem hanken. Sådanne kander kendes i øvrigt mange steder fra, og de er naturligvis blevet brugt til at narre penge til mere øl fra de uindviede. Til alle andre fag bruges udenlandske eksempler. Der synes derfor ikke at være bevaret optegnelser af nogen art om svendeindvielsesskikke blandt træsmede på dansk grund - bortset fra snedkernes.

Behøvlingsskikken er kommet ind i dansk håndværk med Zünften i begyndelsen af 1600-årene. Vi har lånt den fra det tyske område, som vi har lånt så meget andet godt både før og siden. Derfor foregik meget af ceremoniens indhold på tysk; det var meget praktisk, eftersom de nye svende helst skulle tilbringe en tid "på valsen" for at lære nyt. Flertallet gik sydpå - akkurat som i dag, hvor mange foretrækker ferien i det varme udland.

Det man i dag bider mest mærke i ved skikken, er nok de mange løjer der gik for sig. Aktørerne var udklædt i fantasifulde dragter. De nye svende bl.a. med horn i panden, eller iført narrehue med bjælder. De nybagte svende kaldes korumper, på tysk Koschwantz eller Kuhschlüssel - en ikke videre flatterende betegnelse, som dog snart skal vige for en mere høvisk titel. Til stede er en "præst", kaldt Pfaff, vistnok i betydningen pave), nogle faddere der skulle bevidne den dåb, der indgik i skikken, en klokner, dansk klokker og så naturligvis en række tilhørere. Præsten holder en lang ugudelig "høvlepræken", fyldt med grovheder og sexuelle hentydninger, og hvor han fortæller "kosvansen" hvor foragtelig han er, belærer ham om de fem søjleordner eller de fem søjler.

Den dybere mening var vistnok først og fremmest at lærlingen skulle formes fra at være en rå træklods til en smuk søjle, hvis fornemste funktion er at bære en tung byrde. Et andet formål med prædikenen var at indvi svenden i fagets særlige skikke, de hilseceremonier der var obligatoriske, og nødvendige for at svende kunne kende hinanden og holde bønhaser ude af faget. Kun svende og mestre kendte formularerne; de blev holdt hemmelige for alle andre.

Under prædikenen hives kandidaten i håret, væltes ned af stolen og mishandles i det hele taget grundigt en sidste gang før han bliver et anstændigt menneske og en respektabel kollega. Efter prædikenen foregår selve behøvlingen. Her behandles kandidaten som en rå træstamme, der skal både måles, tilhugges og høvles. Udmålingen kunne foregå med en stor passer forsynet med en pensel i enden af det ene ben. Penselen blev dyppet i sort farve og dygtigt ført hen over svendens ansigt. Kanterne blev hugget af ham, og værst gik det ud over "der groben knast", kønsdelene. Den skulle hugges af med mindre en jomfru blandt tilhørerne bad om nåde. Det var gerne mesters datter der her optrådte som uberørt jomfru - hvad hun som oftest var med mindre hun var gift. I det hele behandledes han med overdimensioneret værktøj, ikke blot høvl, passer og vinkel, men med stemmejern, økse og andet - alt sammen for at omforme ham fra det uvidende, næsten umenneskelige, væsen til et brugbart medlem af standen. For at slippe for yderligere plagerier får han lejlighedsvis lov til at give en omgang øl eller vin. Løjerne sluttede gerne med dåb, hvor svenden får et nyt navn. Han er nu fuldgyldigt medlem af lauget og kan drikke en skål på lige fod med de øvrige svende.

At det ikke altsammen var løjer og vittigheder viser et bønskrift fra den københavnske oldermand Johan Stenbuch, der i al underdanighed sender et bønskrift til kongen - vistnok i 1684, på et tidspunkt hvor behøvlingen var forbudt: "Torde jeg...bede min allernaadigste Konge...at ville tillade os igen, at de Drenge, som haver udlært hos os, maatte af Svendene undervises i Haandwerksgewonheit og Arkitekturens forklaring, saa at de på andre steder kan for gyldig og uhindret passere.... herhos skal gerne være aldeles afskaffet Prædiken og Daab.... men uden Høvling kan det ikke ske." Præken og dåb, vittigheder og anden forargelig optræden kunne det være ligemeget med, men behøvlingen som sådan ansås for uundværlig. Svendene ville ikke blive anerkendt, hverken i Danmark eller i udlandet hvis de ikke var behørigt behøvlede. Kongens svar til Stenbuch var fængsling og indespærring i flere år - blot fordi han havde gjort opmærksom på de faktiske forhold, dog godt nok før det blev indført glasnost her i landet. Fremmede svende blokerede København på det grundlag, og 1696 genindførtes behøvlingen, men uden det indhold der tidligere forargede myndighederne. Ikke alle byer havde eller fik behøvlingsret. Det betød at nye svende undertiden måtte rejse langt før de kunne blive ordentlige svende.

Assens havde det ikke, ejheller Kolding, og herfra måtte svendene til henholdsvis Odense og Horsens. Og så var det endda ikke nær så zünftigt at blive behøvlet i provinsen som i hovedstaden.... Valby bakke har jo osse ligget på samme sted siden istiden.

Forbud mod behøvling, og tilladelser til genindførelse skiftede igennem det følgende århundrede indtil den seneste kongelige forordning, udstedt 21. marts 1800, og som har ordlyden: "Kongen vil ikke taale, at Laugene i nogen Henseende staae under Tvang af udlændiske Laugs-Fordomme, Vedtægter eller Skikke, der stride mod Hans Love .... Som Følge heraf, skal alle Skikke og Ceremonier, der bære Præg af ældre Tiders raae og vilde Sæder, saasom Behøvling, Sværten i Ansigtet, og deslige, hvad Navn de end maatte have, aldeles afskaffes." Det var en postgang eller to for sent. Skikken havde mistet sin betydning, men kongen fik det sidste ord i den sag. Det er enevældens problem i en nøddeskal: Kongen udsteder forordninger til glæde for historikerne, for så længe der kommer forbud, så længe er skikkene ved magt. Når det sidste forbud er udstedt har folket selv besluttet sig for at afskaffe dem.

Der er kun en enkelt reminiscens tilbage: Enhver kan være ubehøvlet, men kun de færreste tænker over hvad der ligger i udtrykket.

[redigér] Eksterne Henvisninger

• Henningsen, Henning: Behøvling og Hønsning, 1960
• http://www.baskholm.dk/haandbog/haandbog.html