Andelsbevægelsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Andelsbevægelsen er en fællesbetegnelse for de forskellige danske økonomiske foreninger, der drives efter andelsprincipperne. Det betyder i almindelighed, at deres formål er at ordne deres medlemmers forbrug eller produktion eller fremme deres fælles økonomiske interesser på den for dem mest frugtbringende og almengavnlige måde. Sædvanlig er de "åbne" foreninger, bygget på solidaritet, og som regel har i dem – i modsætning til, hvad tilfældet er i aktieselskaber – hver mand én og kun én stemme (ofte formuleret som, at man stemmer efter hoveder og ikke efter høveder), og fortjenesten fordeles til de enkelte medlemmer i forhold til disses omsætning. Bevægelsen havde sin storhedstid fra slutningen af 1800-tallet til 1960'erne.
[redigér] Historie
Som andelsbevægelsens fødselsår sættes 1866, da den første danske forbrugsforening, Thisted Arbejderforening, blev stiftet i Thisted af provst Hans Christian Sonne, der således blev det moderne andelssystems banebryder i Danmark. Disse brugsforeninger, som de almindeligvis kaldes i dag, voksede relativt hurtigt i antal om omkring 1. Verdenskrig fandtes der ca. 1400 (af disse kun ca. 50 i byerne) med et samlet medlemsantal på ca. 200.000 og en årlig omsætning på ca. 70 millioner kr. 1896 oprettedes Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, FDB, hvis væsentligste formål var at foretage fællesindkøb for de enkelte foreninger. 1916 dannede 16 københavnske brugsforeninger Hovedstadens Brugsforening (HB), der i 1973 fusionerede med FDB.
Efter brugsforeningerne fulgte andelsmejerierne. Allerede så tidligt som i 1875-1883 var mælken fra forskellige ejendomme i Kauslunde Sogn på Fyn blevet samlet til en fællesbehandling, men denne fandt dog ikke sted på et egentlig andelsgrundlag. Mejeridriften havde selvfølgelig gamle rødder, men med den langsomme omlægning til animalsk produktion, som dansk landbrug gennemgik i 1800-tallet, begyndte man også på de mindre gårde at have egne mejerier, man forsøgte sig med forskellige former for fællesdrift og mejeriuddannelse bredte sig. De store mejerier var førende i den teknologiske udvikling, og afsætningsforholdene begunstigede også de store, derfor var en samling af produktionen fra mange små enheder ikke fjern, og fællesmejerierne fik en opblomstring i tiden lige før andelstanken slog igennem. Det første andelsmejeri oprettedes i 1882 i Hjedding. Andelsmejeriformen spredte sig hurtigt ud over landet fra 1882 til 1888 hvor det egentlige gennembrud kommer, herefter aftager væksten. Succesen inspirerede andre til lignende driftsformer i andre dele af landbruget og flere andre andelsvirksomheder kom til. På Island blev fx. de første andelsslagterier oprettet i 1907.
Foruden brugsforeningerne blev der også oprettet et stort antal indkøbs- og salgsforeninger for landbruget efter andelsprincipper. Disse var sammenslutninger med det formål at samle og lede produktionsomsætningen så direkte som muligt fra producent til forbruger, således at handelsomkostningerne formindskedes og kontrollen med produkterne skærpedes. Blandt sådanne sammenslutninger, der omfattede køb af driftsmidler som maskiner og redskaber, gødnings-og foderstoffer, sæd, frø og lignende samt salg af smør, kød, kvæg og lignende kan eksempelvis nævnes Jysk Andels Foderstofforretning, der blev oprettet 1898. En række af disse foreninger fusionerede i 1969 til Dansk Landbrugs Grovvareselskab, DLG.
De forskellige andelsforetagender sluttede inden for deres specielle områder sig som regel sammen i fællesforeninger, og de vigtigste af disse dannede en fællesrepræsentation, Andelsudvalget (det nuværende Danske Andelsselskaber), hvis formål var at udvikle andelsforeningernes virksomhed og styrke deres stilling.
[redigér] Andelsbønderne
Andelsfolkene i 1880’erne var typisk middelstore gårdmænd med grundtvigianistiske holdninger og de havde typisk en tilknytning til Venstre gruppen i Folketinget. Den nye gårdmandsklasse på vej op var opposition til godsejerne der var den gamle magtelite, den havde svært ved at acceptere at almuen skulle være regeringsegnede. Gårdmændene blev indtil omkring 1900 holdt udenfor indflydelse i Rigsdagen, hvilket var svært at acceptere for en økonomisk mere og mere betydende gruppe, der mente at et ægte folkestyre krævede at folket fik magten, og det folk var ifølge dem selv bønderne.
En følge af magtkampen var at andelsbevægelsen blev brugt som ideologisk våben, den kunne vise hvor progressive og demokratiske gårdmændene og dermed deres politiske bevægelse var modsat deres konservative modstandere. En udløber denne konflikt var også en konkurrence mellem andels- og herregårdsmejerierne på kvaliteten af produktionen. Vigtigt for andelsbevægelsens ideologi var en bevidsthed om uafhængighed, selvorganisering og selvstyre overfor statsmagt og privat kapitalisterne, denne ideologi har sin rod i den lille enhed: Familiebruget hvor produktion og salg til eksport udgik fra, det som er grundlaget for den danske agrarkapitalisme.
At produktionen var spredt ud på flere mindre enheder udjævnede forskellen mellem klasserne og gav umiddelbart et mere demokratisk præg. Ligesom demokratiet krævede det så krævede landbrugs fællesskabet også enighed i beslutningerne mellem de uafhængige og ligeværdige parter.
[redigér] Ekstern henvisning
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |
